Tv- og radioværten Dan Rachlin skifter boldgade.
I den kommende fremtid opleves han i en genre, han ikke har prøvet kræfter med før.
Han har nemlig fået nyt job og skal nu til at beskæftige sig med podcast-verdenen. Det oplyser Moodagent, hvor podcasten bliver produceret, i en pressemeddelelse.
Podcasten, der går under navnet 'Dan opdager...', tager udgangspunkt i den musikalske verden.

En verden, Dan Rachlin har mange års erfaring med. Men pointen bag podcasten er, Rachlin skal sætte sig for at undersøge områder i branchen, han ikke før arbejdet med, og hvad der mon gemmer sig bag de forskellige genrers ydre.
Eksempelvis skal han undersøge, om man kan gå i en K-pop-skole, om jazz virkelig kun er for gamle mænd, og om EDM kun er en person og en computer.
Noget, der vækker en nysgerrighed i den garvede tv- og radiovært.
»Siden vi begyndte optagelserne til min nye Moodagent podcastserie, har jeg virkelig fået pirret min nysgerrighed, og en helt ny musikalsk verden har åbnet sig for mig. Jeg håber, at dem, der lytter med, også lærer noget om de genrer, jeg ikke kendte så meget til i forvejen,« siger han i pressemeddelelsen. Han tilføjer:
»Der er dukket mange overraskende ting op undervejs, blandt andet jazzens vildskab og detaljerne i dødsmetallen. Og så er jeg ekstremt fascineret af K-pop, som jeg er overbevist om, kommer til at indtage hele verden.«
Podcasten får premiere på forskellige podcast-platforme 7. oktober, og i alt rummer den fem forskellige episoder.
Dan Rachlin kommer desuden ikke til at kunne høres alene.
Personligheder som DJ og producer Faustix, jazzmusikeren Kresten Osgood, Svend Karlsson og Simon Olsen fra metalbandet BAEST besøger undervejs Rachlin og bidrager med deres viden i bestræbelserne på at udvide Rachlins.
Dan Rachlin er blandt kendt for sine værtsroller på radiokanaler såsom P3, Nova FM, VH1 og The Voice.

