Tidens største teenageidol Justin Bieber er angiveligt blevet single, efter at kæresten skuespilleren Selena Gomez har gjort det forbi med stjernen. Det skriver flere medier bl.a. den anerkendte kendisavis E! News og People Magazine

En kilde, som står parret nær, har fortalt til E! News, at Selena Gomez havde problemer med, at Justin Bieber var så meget væk hjemmefra på turné, og at hun ikke længere stolede på ham. Kendisparret har været kærester i knap to år, og de stod officielt frem i februar 2011.

Det er ikke første gang, at deres kærlighedsproblemer har været i medierne. Tilbage i august 2011 og juli 2012 har der været skrevet om, at parret skulle være gået fra hinanden, men begge gange var parret ude at afkræfte rygterne. Men denne gang skal der angiveligt ikke være tale om rygter. People Magazine melder, at de også har fået bekræftet, at forholdet mellem de to unge stjerner er slut.

- Det er vanskeligt at holde et forhold kørende, når de begge har så travlt, siger den unavngivne kilde til E! News. Ifølge kilden er det en uge siden, at Selena Gomez slog op med Bieber.

Teenage-sensationen Justin Bieber knuste millioner af unge pige hjerter, da han for knap to år siden fortalte om kæresten Selena. Men nu ser det altså ud til, at den unge sangcharmør igen er ledig på markedet. Men formenligt ikke længe… Der florerer allerede rygter om, at Bieber har fået et godt øje til den 19-årige Victoria's Secret-model Barbara Palvin.

Bliver det ikke til noget, kan det altså være godt nyt for de mange danske Bieber-fans, som skal opleve sangeren d. 20. april næste år, når han spiller i Parken. Justin har tidligere fortalt til norske VG, at han synes, at skandinaviske piger er hotte.

Selena Gomez har længe vært et stort irritationsmoment for mange beliebers (Justin Bieber-fans, red.), og hun er ved flere anledninger blevet hængt ud på nettet.