Countrystjernen Hank Williams Jr. har mistet sin datter.

Den blot 27 år gamle kvinde ved navn Katherine Williams-Dunning er gået bort som følge af en bilulykke.

Det skriver Country Now, som kan berette, at countrystjernens datter er omkommet efter at have mistet herredømmet over sin bil i den amerikanske delstat Tennessee.

Ifølge det amerikanske medie kørte Katherine Williams-Dunnings stationcar ind over rabatten, hvorefter den rullede rundt og landede ovre på den modsatte vejbane.

Katherine Williams-Dunnings døde af sine skader på stedet, mens hendes mand, Tyler Dunning, der også befandt sig i bilen, blev fløjet på hospitalet. Hans tilstand er endnu uvis.

Der er i skrivende stund heller ikke blevet offentliggjort nærmere detaljer om, hvad der forårsagede ulykken.

Katherine Williams-Dunning og Tyler Dunning blev gift i 2015 og efterlader sig to børn – en søn på fem år og en datter på to år.

Katherine Williams-Dunnings far, Hank Williams Jr., er bedst kendt for sangen 'All My Rowdy Friends Are Coming Over Tonight'.

Han er søn af den verdensberømte countrysanger Hank Willims, der døde i 1953, men som stadig bliver betegnet som værende en af de største stilskabere inden for countrymusik.

Katherine Williams-Dunnins søster, som også er countrysanger, bekræfter dødsfaldet på Instagram.

Det gør hun med et billede af hele familien og følgende tekst:

'Jeg har ikke ord. Fredag morgen overtalte jeg familien til at tage et billede, og jeg havde ingen anelse om, at det skulle blive det sidste af os sammen med vores elskede lillesøster, Katie,' skriver hun blandt andet. Se hele opslaget herunder: