Det kom som et chok for country-elskere over hele verden, da sangerinden Cady Groves pludselig døde i maj - kun 30 år gammel.

Hun blev fundet død i sin seng i hjemmet i Tennessee.

I tiden efter dødsfaldet gjorde både hendes pladeselskab og hendes bror meget ud af at understrege, at Groves var død af 'naturlige årsager.'

Broderen skrev på Facebook, at der ikke var noget, der tydede på, at der var noget mistænkeligt ved dødsfaldet, lige som der heller ikke var tale om selvmord.

'Retsmedicineren har foretaget en obduktion, og der er ingen indikationer på, at hun er død under mistænkelige omstændigheder, eller at der skulle være tale om selvmord.'

'Så det er ganske enkelt: Cady Groves døde af naturlige årsager. Hun havde nogle sundhedsmæssige problemer sidste efterår, og vores bedste bud på nuværende tidspunkt - indtil yderligere tests er blevet gennemført - er, at disse problemer var dukket op til overfladen igen,' skrev han.

Nu viser obduktionsrapporten imidlertid, at sangerinden døde af komplikationer som følge af kronisk misbrug af ethanol, som er den form for alkohol, der findes i øl, vin og spiritus.

Det skriver Fox News.

Ikke nok med, at Cady Groves selv fik en tragisk og alt for tidlig død:

Hun nåede også at miste to brødre og har tidligere udtalt, at musikken var en slags terapi for hende.

Hendes karriere begyndte for alvor i 2009, da hun udsendte sin første EP, 'A Month of Sundays'. Den blev efterfulgt af 'This little girl' i 2012.

Countrysangerindes seneste single 'Oil and water' udkom i 2017, og hun har blandt andet turneret med bands som Good Charlotte og Third Eye Blind.