Danmarks rigeste familie - familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego - vil formentlig tabe milliarder som følge af corona-krisen.

Ikke nok med, at Lego har lukket de fleste af sine 150 brandbutikker, så står det også skidt til med de lukkede Legoland-parker, skriver Finans.dk. Og tabet kan blive så stort, at familien kan ryge langt ned på listen over verdens rigeste.

Det vurderer Søren Jakobsen, der er forfatter til flere bøger om Legofamilien og dens økonomiske forhold.

»Det bliver vildt. Jeg vil tro, det er den danske familie, der kommer til at tabe flest penge på coronaen - det er jeg sikker på,« siger han tl B.T.

Problemet er, at Lego ejer en stor del af Merlin Entertainment, der ejer Legoland-parkerne. På grund af coronavirusudbruddet er mange af parkerne lukkede, og det fører til, at de styrtbløder.

Ifølge finans.dk har parkerne formentligt ligesom sidste år meget store udgifter på flere milliarder halvårligt, selv om de for tiden næppe har en særlig stor indtægt.

Og det vil kunne mærkes på kistebunden.

Det er Legofamiliens pengetank Kirkbi, der ejer 50  procent af Merlin Entertainment. Den anden halvdel ejes af den kontroversielle kapitalfond Blackstone samt af den canadiske pensionsfond CCPIB.

Mens Kjeld Kirk Kristiansen og Kirkbi kan få hovedbrud over situationen med de corona-lukkede Legoland-parker, så kan han glæde sig over, at salget af Lego formentlig ikke rammes helt så hårdt.
Mens Kjeld Kirk Kristiansen og Kirkbi kan få hovedbrud over situationen med de corona-lukkede Legoland-parker, så kan han glæde sig over, at salget af Lego formentlig ikke rammes helt så hårdt. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Merlin er i forvejen gældsat med en gæld, som kreditvurderingsbureauet Moody’s vurderede ville være på 3,8 milliarder pund, da Lego sammen med Blackstone valgte at afnotere selskabet fra børsen sidste år.

Ifølge finans.dk er obligationerne bag Merlins gæld faldet fra lige under kurs 110 for omkring en måned siden til nu omkring kurs 75.

Hvor hårdt Lego kan blive ramt af corona-krisen afhænger af, hvor længe legoland-parkerne forbliver lukkede.

Søren Jakobsen er dog ikke i tvivl om, at der bliver tale om et stort milliardbeløb.

»Et slag på tasken er, at det kommer til at koste dem 30-40 milliarder kroner,« siger han.

Bliver det, som forfatteren spår, så skal familien dog formentlig nok klare det. Ifølge Berlingske er familiens formue vurderet til 186 milliarder kroner.

Det seneste regnskab for 2019 viste en rekordindtjening på 8,3 milliarder kroner.

»Selvfølgelig bliver det grimt, men de kommer ikke til at lide nogen nød. De kommer til at ryge langt ned på listen over verdens rigeste - men de kommer igen,« siger Søren Jakobsen.

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har også fået store problemer grundet coronakrisen.
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har også fået store problemer grundet coronakrisen. Foto: PR
Vis mere

Selv om familien formentlig får et gigantisk milliardtab, så står det formentlig langt værre til hos en anden dansk rigmand - nemlig Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen. Han har nemlig helt andre udfordringer.

Rigmanden, der er Danmarks rigeste enkeltperson, er blevet så hårdt ramt  af coronakrisen, at hans selskab modetøjskoncern Bestseller har fyret 750 ansatte - svarende til 15 procent af medarbejderne.

»Legofamilien er bedre stillet end Anders Holch Povlsen er. Forårskollektionen kan han smide ud - ligesom planteskolerne kan med forårsblomsterne,« siger Søren Jakobsen, der mener, at selve salget af Legoklodser næppe bliver så hårdt ramt  - især ikke, hvis coronakrisen når af gå over inden julesalget.

Kirkbi har ikke ønsket at kommentere udviklingen i Merlin Entertainment overfor finans.dk. B.T. har ligeledes tirsdag aften forsøgt at få en kommentar. Det er endnu ikke lykkedes.