'Two and a Half Men'-skuespillerinden Conchata Ferrell er død i en alder af 77 år.

Hun døde 12. oktober af komplikationer som følge af et hjertestop.

Ifølge Deadline døde Conchata Ferrell fredfyldt omgivet af sin familie på Sherman Oaks Hospital i Californien.

Den 77-årige skuespillerinde er nok bedst kendt for sin rolle som husholdersken Berta i serien 'Two and a Half Men.' En rolle, som hun to gange er blevet Emmy-nomineret for.

Conchata Ferrell (anden fra venstre) sammen med holdet bag hitserien 'Two and a Half Men' i 2009.
Conchata Ferrell (anden fra venstre) sammen med holdet bag hitserien 'Two and a Half Men' i 2009. Foto: MARK RALSTON
Vis mere

I serien spillede hun blandt andet over for Charlie Sheen, Ashton Kutcher og John Cryer.

Sidstnævnte hylder sin medspiller på Twitter i kølvandet på nyheden om det tragiske dødsfald.

'Hun var et smukt menneske,' skriver Jon Cryer og tilføjer:

'Jeg græder for den kvinde, jeg kommer til at savne og den glæde, hun bragte til så mange.

Foruden rollen i 'Two and a Half Men' har Conchata Ferrell medvirket i andre hit-serier som blandt andet 'Skadestuen' og 'Buffy the Vampire Slayer'.

Den 77-årige skuespillerinde har i en længere periode haft problemer med helbredet og har siden december sidste år, hvor hun fik diagnosticeret en livstruende infektion i nyrerne, været ud og ind af sygehuset.

I maj blev Conchata Ferrell indlagt på intensiv med komplikationer som følge af infektionen. Kort tid efter fik hun et akut hjertestop, som varede 10 minutter, inden lægerne fik liv i hende.

Skuespillerinden var derefter indlagt i fire uger, inden hun i juni blev overflyttet til et restitutionscenter, hvor hun blev tilsluttet både respirator og et dialyseapparat.

Conchata Ferrell efterlader sig ægtemanden Arnie Anderson, datteren Samantha samt to steddøtre.