Den danske rockmama skal spille Elle i det kommende actioneventyr "Valhalla".

København. Den nordiske mytologis gamle gudesagn er netop nu ved at blive filmatiseret i live-actioneventyret "Valhalla", som er baseret på den danske tegneserie fra 1979 og tegnefilmen af samme navn fra 1986.

Det stjernespækkede cast består blandt andre af Roland Møller, Andreas Jessen og Jacob Lohmann, og så er der comeback til Sanne Salomonsen.

Det annoncerer Profile Pictures og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

Den 62-årige sangerinde og rockmama skal spille rollen som Elle, der er den livsfarlige mor til jætternes konge, Udgårdsloke, som er de andre guders hovedfjende.

Med rollen i det kommende actioneventyr er der dermed gensyn med Sanne Salomonsen på dansk film.

Det er 35 år siden, at den tidligere X Factor-dommer sidst medvirkede i sådan en. Det skete tilbage i 1983 i filmen "Forræderne".

"Valhalla" tager afsæt i Tjalfe og Røskvas rejse fra Midgård til Valhalla, som er truet af Fenrisulven og jætterne. Side om side med guderne må de to vikingebørn kæmpe for at redde verden fra Ragnarok.

Filmen instrueres af Fenar Ahmad, som også har stået bag kameraet på det prisvindende actionbrag "Underverden" fra 2017.

Den 37-årige instruktør har altid drømt om at skabe en episk fortælling om de nordiske guder, og det er nu gået i opfyldelse, fortæller han i pressemeddelelsen.

- På mange måder betragter jeg sagaerne om de nordiske guder som Skandinaviens grundfortælling og en rejse tilbage til vores ophav.

- Samtidig synes jeg, at filmen passer enormt godt til vores tid. Vi sidder med alle vores skærme og telefoner og er mere og mere afkoblet fra naturen. Og "Valhalla" er netop en film, der foregår i naturen, siger Fenar Ahmad i pressemeddelelsen.

Optagelserne er allerede i gang og foregår både i Danmark, Sverige, Island og Norge.

Foruden Sanne Salomonsen består castet også af den danske Hollywood-skuespiller Roland Møller i rollen som tordenguden Thor.

Andreas Jessen skal spille Balder, Dulfi Al-Jabouri kan ses som Loke, mens Stine Fischer Christensen indtager rollen som Frigg, Jacob Lohmann som Tyr og Uffe Lorenzen som Udgårdsloke.

"Valhalla" har forventet premiere den 10. oktober 2019.

/ritzau/