Den folkekære TV-detektiv Peter Falk er død efter flere års sygdom. Han blev 83 år gammel.

Skuespilleren, der blev elsket i rollen som den distræte, finurlige og altid knivskarpe detektiv ”Columbo”, døde i sit Beverly Hills-hjem i Los Angeles efter flere års svær sygdom. Det oplyser hans familie til flere amerikanske medier.



Over en årrække har Peter Falk kæmpet med demens og Alzheimers, men det er endnu uvist, hvad der i sidste ende tog livet af ham. Peter Falk blev født i New York den 16. september 1927 og selvom han medvirkede i over 40 Hollywood-film, var det især hans Columbo-figur, der gjorde ham kendt. Hele verden lærte at elske Peter Falk i rollen som den ubarberede og tilsyneladende naive detektiv Columbo, da TV-seriens 69 afsnit løb over skærmen fra 1968-2003. TV-Serien indbragte Peter Falk fem Emmy-priser og en Golden Globe, og vises fortsat overalt i verden. Selv i Danmark, hvor serien kan følges på DR2.

FALK
Faste seere af serien vil sikkert nikke genkendende til den legendariske bemærkning ”oh... just one more thing...", som Columbo yndede at slynge ud i luften, når han på vej ud af lokalet kom i tanke om noget afgørende for sagen.

I sin 40 år lange skuespillerkarriere har Peter Falk to gange været nomineret til en Oscar for sine roller i filmene ”Murder Inc” og ”A Pocketful of Miracles”, som han indspillede i 1960 og 1961, før sit store gennembrud. Han var en nær ven af instruktøren John Cassavetes, og havde roller i flere af hans film, blandt andre  "A Woman Under the Influence" og "Husbands". Udover karrieren som skuespiller, var Peter Falk også billedkunstner med flere galleri-udstillinger bag sig. Hans kunstneriske karriere startede, efter han begyndte at tegne i ventetiden, mens der blev filmet "onlocation".

Peter Falk efterlader sin kone gennem 34 år Shera Danese, og sine to adopterede døtre Catherine og Jackie.