Tv-kokken Claus Holm er på trapperne med en kogebog, der ifølge ham selv sætter kronen på værket.

En værk, der begyndte måneder tilbage, da Claus Holms vægt sagde 121 kilo.

Nu er der røget 21 kilo af kroppen, tøjet sidder bedre, og Claus Holm har nu en stærk tro på, at han kan ende som en gammel mand på 70-80 år. Det er hans forvandling, og hvad han har gjort for at opnå den, der nu udmønter sig i en bog.

»Det handler ikke om at begynde på en kur. Jeg vil vise, hvad der har virket for mig. Det handler om at få lagt dit liv om, så det passer til dig, for du har et ansvar for dig selv,« siger Claus Holm fra motionscyklen, da B.T. fanger ham over telefonen tirsdag eftermiddag.

Faktisk havde Claus Holm ikke de fjerneste idéer eller tanker om at udgive en bog, da han ikke vidste, hvad han skulle skrive.

Men efter sin medvirken i TV 2-programmet 'Fem fede kokke', der blev sendt første gang i begyndelsen af februar, er mailindbakken tætpakket med spørgsmål og råd om inspiration fra andre personer, der søger en sundere og anderledes livsstil.

Og når det er det, der er temaet - at inspirere - så er Claus Holm mere end lun på idéen.

»Dét giver mig lyst til at fortsætte. Den (bogen, red.) skal inspirere andre og vise, hvor vigtigt det er, at man er der for hinanden igennem det. For jeg kan mærke kærligheden fra andre, og jeg føler, jeg tiltrækker positive mennesker, som betyder, at min motivation går op.«

Claus Holm har i alt smidt 21 kilo.
Claus Holm har i alt smidt 21 kilo. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det var Claus Holm selv, der fik idéen til TV 2 Fri-programmet om de overvægtige kokke.

Foruden ham selv er også Umut Sakarya, Casper Sobzcyk, Mikkel Marschall og Jeppe Foldager med på holdet, der kæmper for at få en sundere livsstil.

Sammen har de et halvt år til at tabe sig. De står selv for på skift at kreere de kalorielette måltider, og så har de fået tilknyttet en personlig træner, der kan svinge pisken.

Den udvikling, som Claus Holm gennemgår i programmet, har givet ham en masse erfaringer. Og det er dem, han nu vil dele ud af.

Han fortæller, at forhåbningen er, at andre personer kan opnå samme de glæder, som kokken selv værdsætter den dag i dag.

»Min vægt bekymrer mig ikke så meget mere, og jeg stoler også mere på mig selv. Og nu synes jeg også, jeg er blevet en flot fyr,« fortæller Claus Holm med glimt i øjet og tilføjer:

»Jeg kan igen binde mine sko, og der er så mange andre ting, hvor jeg tænker 'wauw'. Jeg kan sidde og snakke med dig uden at blive forpustet. Jeg er mig selv 100 procent, og det er alt dét, der skal med i bogen.«

Derudover kommer bogen til at indeholde idéer til fælles hverdagsaktiviteter med hinanden og 50-60 madopskrifter.

Sidstnævnte er noget, Claus Holm har stor erfaring med.

Han har gennem årene udgivet flere kogebøger, ligesom han også længe har været fast inventar i 'Go' morgen Danmark', hvor han har delt sine opskrifter med de morgenfriske.

Der er endnu ikke fastlagt en konkret dato for, hvornår den kommende kogebog udkommer.

Claus Holm forventer dog, at det bliver omkring september.