Tv-kommentator Claus Borre gør status et år efter, at han fik en barsk kræftdiagnose og måtte akut på operationsbordet
Håret er blevet mere stridt og krøller i nakken, men kiloene er kommet tilbage på kroppen, og sportskommentator og tv-ikon Claus Borre, 68, føler, at han er ved at ligne sig selv igen.
I morgen er det lige præcis et år siden, at lægerne konstaterede, han havde en livstruende kræftsygdom, og at han måtte akut på operationsbordet for at få fjernet nogle livsfarlige metastaser i ryggen, hvis han skulle gøre sig håb om at overleve .
Og det er lige nu også rygsmerterne efter operationen, der dagligt minder ham om, hvor heldig han har været.
- Som min gamle far, der blev 89 år, sagde: Så længe, der er noget, der gør ondt, så er man i live. Når det ikke gør ondt længere, ja, så er man død, joker Claus Borre.
Fik ondt i ryggen
Men for et år siden kom kræftdiagnosen som et chok for Danmarks mest kendte sportsvært og -journalist i snart 50 år.
– Jeg havde fået ondt i ryggen og var blevet sendt til fysioterapeut, fordi min læge troede, at jeg havde et hold i ryggen. Men det gjorde så ondt, at jeg endte akut i Rigshospitalets traumecenter, hvor en utroligt kompetent og kontant rygprofessor kort og godt forklarede mig, at jeg skulle opereres her og nu.
– Ellers ser det skidt ud, sagde han og droppede i øvrigt sin påskemiddag med familien for at stå og operere mig i fire timer, fortæller Claus Borre, der er dybt taknemmelig over at have været i så gode hænder.
For undervejs i sit sygdomsforløb har han mødt mange i ’klubben’ af kræftpatienter og nære venner fra sportens verden, der ikke alle har været lige så heldige som ham.
– Jeg har en afart af lymfekræft, der hedder lymphon, og min status var meget slem. Men en helt fantastisk kræftprofessor sagde til mig: ’Jeg er 99 pct. sikker på, at jeg kan livsforlænge dig, og du kan såmænd principielt blive lige så gammel som Metusalem’. Det er status i dag. Jeg er ikke syg, men jeg bliver aldrig rask. Det kan bryde ud når som helst igen, og derfor holder de også øje med mig.
Ventetid stresser
- Fred være med alle kontrollerne. Hvis nogen spørger mig, hvad der er det værste ved at have en kræftsygdom, så er det ventetiden på at få besked på scanninger og prøver. Det kan føles som psykisk terror, fordi man går i mange dage og venter. Man befinder sig nærmest i en slags krigszone, hvor man indstiller sig på det værste.
Claus Borre er ikke i tvivl om, at det er viljestyrken, der har hjulpet ham med at vinde første runde i kampen mod sygdommen.
– Jeg har så meget at leve for. Jeg har en dejlig kone, fire skønne børn og fire børnebørn. Jeg lever i nuet. Det er jeg nødt til. Som rygprofessoren siger til mig, når jeg klager over smerter: ’Husk nu, hvad alternativet var’. Hvis nogen spørger, om jeg har kræfter til eventuelt at tage kampen op igen, så kan jeg tvivle, men jeg gør det jo nok, hvis klokken igen er to minutter i tolv, siger sportsjournalisten og tilføjer:
- En gammel, men sand sportskliche: ’Kampen er aldrig forbi, før dommerens sidste fløjt har lydt’. Man må aldrig tage håbet fra folk, og selv læger kan tage fejl. Men jeg sætter mig ikke længere specielle fremtidsmål. Det kan jeg ikke tillade mig. Blot håber jeg lidt endnu, at jeg kan se mine børn og børnebørn vokse op.
Blå bog - Claus Borre:
Claus Borre, 68 år, begyndte som journalist på Helsingør Dagblad i 1964, og har 50 års jubilæum som sportsjournalist til næste år. Han har arbejdet på Ritzaus Bureau, Berlingske Tidende og senere i DR som vært, kommentator og redaktionschef i 28 år. Uden for tv har Borre arbejdet i kommunalpolitik, og i to år var han direktør i sportsklubben B93.
Han er gift med Lone, som han har sønnerne Alexander, 15, og William, 12, med.
Fra første ægteskab har han Barbara på 37 og Bjørn på 35, der har gjort ham til bedstefar til børnebørnene Johan på 4 år, Peter på 3 år, Konrad på 3 år og Martha på 1 år
