'Vild med dans'-stjernen Claudia Rex er blevet ny ambassadør for OCD-foreningen.

Den tidligere danser og nuværende radiovært lider selv af tvangstanker og -handlinger, og nu håber hun, hun kan bryde tabuet.

'Der er mange unge, der skriver til mig. Hvis jeg kan være med til at lette bare én persons hverdag, blot ved at fortælle om mine egne udfordringer, så springer jeg helhjertet ud i det,' siger Claudia Rex i en pressemeddelelse.

Hun er uddannet inden for tøjdesign og marketing. I dag arbejder hun som radiovært og hjælper firmaer med deres sociale medier og marketing.

Og OCD-foreningen er nu glad for at have fået en ambassadør, der kan vise, 'at det er muligt at have et godt liv og nå sine mål trods OCD', lyder det i pressemeddelelsen.

Claudia Rex fortalte i 2017 i Kanal 4-programmet 'Slip Angsten – sig det højt', at hun har haft tvangstanker, siden hun var barn.

Hvis hun ikke spiste eller trak vejret på den rigtige måde, var hun bange for, at der ville ske hendes familie og venner noget forfærdeligt.

Også under hendes deltagelser i 'Vild med dans' tog tvangstankerne over.

»De sidste år fyldte mine tvangstanker ekstremt meget. Hvis tingene ikke blev gjort lige præcis efter mit hoved, var jeg sikker på, at så røg vi ud, eller min partner eller jeg lavede fejl,« fortalte hun i programmet.

Her afslørede hun også, at hun en aften, midt i det livetransmitterede TV 2-program, var kommet til at lave en bevægelse med hovedet udløst af sine tvangstanker.

»Der kunne jeg bare mærke, at jeg fik det skidt. Jeg følte mig blottet for hele verden. Nu ville alle kunne se, at jeg havde et problem, hvilket jeg selvfølgelig ikke var interesseret i, at folk vidste,« fortalte Claudia Rex, hvis pårørende dog ikke havde bemærket bevægelsen.

Tv-stjernen opsøgte siden en psykolog, og i dag har hun styr på sine tanker.