»Jeg ved ikke, hvem jeg skal danse med endnu, men jeg glæder mig.«

Claudia Rex er tilbage i 'Vild med dans'.

Den 34-årige danseprofil pensionerede i 2017 sig selv fra TV 2's populære underholdningsprogram, da hun både kæmpede med en slidt krop og fik lyst til at prøve sig selv af i andre sammenhænge, men nu har hun sagt ja til at gøre comeback på dansegulvet.

»TV 2 har spurgt mig hvert år, om jeg havde lyst til at være med, men jeg havde lige nogle andre karriereting, som jeg blev nødt til at have fuld fokus på,« forklarer Claudia Rex, der i mellemtiden blandt andet har startet en karriere som radiovært og firmaet Det Danske Bryllupskompagni sammen med sin kompagnon.

Claudia Rex må endnu ikke afsløre, hvad der præcis gjorde udslaget for, at hun nu vender tilbage i 'Vild med dans', men hun kommer til at få et travlt efterår, griner hun.

»Jeg har fået et nyt job på Radio Nova, hvor jeg skal køres i stilling som solovært, og så er firmaet jo også ret nyt. Derudover er jeg jo også mor og kone, men det bliver sjovt.«

Det var blandt andet en knæskade, som for år tilbage var medvirkende til, at Claudia Rex måtte trække sig fra dansegulvet i første omgang.

Det har været godt for kroppen at holde pause, og med hjælp fra træning, kosttilskud og yoga er hun fit for fight, fortæller Claudia Rex.

Claudia Rex dansede i 2014 med skuespiller Johannes Nymark.
Claudia Rex dansede i 2014 med skuespiller Johannes Nymark. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Kroppen er ikke på 100 procent igen, men den har det meget bedre. Sådan en gammel elitesportskrop er jo bare lidt smadret, når man når midt ind i 30erne,« griner hun.

Claudia Rex var blot 22 år, da hun første gang dukkede op i 'Vild med dans' i 2009.

Programmet har været med til at forme hendes liv og karriere, og hun husker sig selv som ret ung og grøn, første gang hun trådte ind i det store tv-studie.

»Alt var spændende og nyt. Det var helt fantastisk. De havde faktisk spurgt, om jeg ville være med helt tilbage ved den allerførste sæson, hvor jeg må have været omkring 17 år. Dengang var jeg en seriøs sportsdanser, så jeg takkede pænt nej, men da jeg efterfølgende kunne se, hvor fedt et program det var, fortrød jeg, og jeg blev helt vildt glad, da jeg så fik chancen.«

Da hun i 2017 tog afsked med programmet, havde hun prøvet at stå i tre finaler, hvor den ene blev vundet sammen med tv-vært Joakim Ingversen i 2012. Hun følte til sidst, at hun havde vist, hvad hun kunne, og tænkte derfor, at det var bedst at stoppe, mens legen var god.

»Jeg var i starten af 20erne, da jeg kom med første gang, man vokser op og får nye drømme og ambitioner. Det kunne jeg mærke, jeg blev nødt til at give plads til,« forklarer Claudia Rex, der de sidste par år har nydt at følge med fra sidelinjen.

»Det er jo ens venner, der er med i showet. Jeg har heller ikke helt kunnet give slip på det, så jeg har altid sørget for, at jeg kunne lave interview med de andre til radioen.«

Som nævnt øverst ved hun endnu ikke, hvem hun skal danse med i den kommende sæson af 'Vild med dans'.

»Vi starter først op om et par uger, så vi må holde spændingen lidt endnu.«