I august blev den tidligere 'Vild med dans'-stjerne Claudia Rex mor til sønnen Zacharias.

Sammen med sin mand, skuespilleren Pelle Emil Hebsgaard, deltog hun i søndagens festligheder ved Danmarks Film Akademis uddelinger af Robert Prisen 2020, hvor snakken gik på parrets nye rolle som forældre.

»Det er dejligt. Det er super dejligt, men det er pisse hårdt,« sagde Claudia Rex, inden Pelle Emil Hebsgaard fulgte op:

»Ærlig talt. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet,« sagde han.

Ifølge forældreparret er det især manglende søvn, der har været problematisk. Ifølge den tidligere 'Vild med dans'-stjerne og nuværende radiovært Claudia Rex får hun og manden nemlig ikke sovet særligt meget.

»Man kan godt forstå, at det er et torturmiddel,« sagde Pelle Emil Hebsgaard og tilføjede:

»Men det er lykken alligevel. Når man vågner, og han ligger og smiler, så kan man jo sagtens gøre det forfra igen,« sagde Pelle Emil Hebsgaard, der heller ikke var i tvivl om, hvad det fedeste var ved at blive forælder:

»Det tror jeg faktisk er noget så simpelt som den helt umenneskelige vilde kærlighed, man kan få til et andet menneske. Jeg troede, at jeg havde uendeligt for Claudia, men den er bare 10-doblet med Zacharias. Det er helt sindssygt,« sagde Pelle Emil Hebsgaard.

Claudia Rex og Pelle Emil Hebsgaard fortæller, at de ikke har fået sovet særligt meget i rollen som nybagte forældre.
Claudia Rex og Pelle Emil Hebsgaard fortæller, at de ikke har fået sovet særligt meget i rollen som nybagte forældre. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Siden Claudia Rex og Pelle Emil Hebsgaard, som blev gift sammen i 2018, blev forældre til sønnen Zacharias, har parret været på barsel.

På den røde løber fortalte de dog, at de så småt er på vej tilbage på arbejde.

»Jeg begynder på radioen (Pop FM, red.) på torsdag. Jeg prioriterer stadig, at jeg skal holde barsel, så jeg starter op på noget deltid, og når han (sønnen Zacharias, red.) skal i vuggestue på et tidspunkt, så kører jeg fuldt ud,« sagde Claudia Rex, inden ægtemanden fulgte op:

»Og jeg starter optagelser på et nyt tv-program. Jeg ved ikke, om jeg må sige så meget, men det er på TV2, så meget kan jeg sige,« fortalte Pelle Emil Hebsgaard.