Endnu engang må Cirkusrevyen aflyse forestillinger.

Det sker grundet sygdom blandt produktionen.

Det oplyser Cirkusrevyen på Facebook og Instagram.

»CIRKUSREVYEN 2022 AFLYST TIL OG MED FREDAG DEN 24. JUNI,« lyder det indledningsvist.

»Vi er desværre ramt af akut sygdom, og det har beklageligvis ikke været muligt at finde en løsning, så vi kan spille de kommende tre dage. Derfor er alle forestillinger onsdag, torsdag og fredag aflyst,« skriver de.

Revyen undskylder over for de gæster, der nu bliver berørt af aflysningerne.

»Vi er forfærdelige kede af at skuffe de mange gæster, der skulle i teltet de næste dage, men det er heldigvis muligt at få billetter senere på sæsonen, hvor vi håber på et glædelig gensyn.«

Der er ingen melding om, hvem i produktionen, der er ramt af sygdom.

I maj meldte revyen ud, at Lisbeth Dahl ikke medvirker i den aktuelle sæson, der ellers skulle have været hendes sidste.

Det skyldes også sygdom, nærmere bestemt coronavirus.

Til B.T. udtalte hun, at der var tale om senfølger af sygdommen.

»Jeg bliver så træt. Jeg er træt efter en tre-fire timer. Så går jeg hjem,« forklarede Lisbet Dahl.

Forrige sæson måtte Lisbet Dahl ligeledes udgå, men her skyldtes det stress i en coronaramt sæson, hvor også skuespiller Merethe Mærkedahl måtte udgå af samme grund.