Den danske popstjerne Christopher er blevet testet positiv for covid-19, og det får konsekvenser for hans fans.

Det oplyser han selv i et skriv på Facebook, hvor han ligeledes beskriver, at han i øjeblikket er i isolation.

'Jeg er desværre blevet nødt til at udskyde resten af min turne i tre uger, da jeg er blevet testet positiv for covid-19.'

'Jeg har det godt og kan ikke mærke nogen symptomer, men jeg bærer på virussen. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at give den videre til nogen andre, og derfor er jeg i isolation, indtil jeg kan testes negativ,' lyder det fra den 28-årige sanger.

Med til teksten følger et billede af den tourplan, der nu er gået i vasken. På den fremgår det, at han skulle have spillet helt og aldeles udsolgte koncerter i blandt andet Aarhus, Odense og København de kommende dage.

Koncerter, der altså nu er blevet udskudt.

'Jeg har glædet mig så ufatteligt meget til at spille for jer alle og er helt vildt ærgerlig over, at måtte flytte disse koncerter,' konstaterer sangeren i opslaget, der fortsætter:

'Jeg er i isolation og glæder mig til at se min familie, venner, band og sidst men ikke mindst alle jer, jeg skulle have spillet for på denne tour.'

'Moments'-sangeren lover desuden, at der snarest vil følge mere information til de fans, hvis billetter ikke længere er aktuelle.

Slutteligt sender han en opfordring og en kærlig hilsen afsted til sine følgere:

'Så pas på jer selv derude, pas på hinanden, og så glæder jeg mig til, vi snart ses igen.'

På grund af den positive coronatest misser Christopher også muligheden for i hvert fald at være fysisk til stede, når 'Danish Music Awards' løber af stablen i Royal Arena på lørdag.

Her er han nomineret i kategorien 'årets radiohit' for nummeret 'Ghost', men stikker han af med sejren, må han altså få statuetten overrakt på anden vis.

Til daglig bor sangstjernen på Christianshavn med sin hustru Cecilie Haugaard, som i øjeblikket venter parrets første barn.

Hustruen er dog i øjeblikket i isolation alene, da hun foreløbigt er testet negativ. Det skriver hun i et opslag på Instagram, hvori det blandt andet lyder:

»Jeg keder mig lidt alene, savner min mand og er så ked af det på hans og bandets vegne, men det er det eneste rigtige og jeg ser frem til koncerterne i december.«