»Min første indskydelse var, at det ikke kunne være et mere perfekt valg.«

Popstjernen Christopher debuterer torsdag aften som tv-vært på egen hånd, når han byder velkommen til årets Zulu Awards. Spørger man tv-caster Elisa Lykke, kunne TV 2 næsten ikke have truffet et bedre valg.

»Hans appel er så bred. Han henvender sig både til de helt unge, men også til husmoren og dem på plus 50. Og så er han jo et multitalent,« lyder det fra Elisa Lykke, der udover at være manager for navne som Mads Steffensen og Sara Blædel lever af at finde værter og medvirkende til en lang række tv-programmer.

Hun har tidligere været inde over Zulu Awards, men i år følger hun med hjemmefra og glæder sig til at se Christopher i aktion.

Christopher er årets 'Zulu Awars'-vært.
Christopher er årets 'Zulu Awars'-vært. Jes Larsen / TV 2

»Først og fremmest er han jo en fremragende musiker, men han har også skuespiltalent og masser af humor og glimt i øjet,« ridser Elisa Lykke op. Hun er ikke bleg for at kalde ham for 'den perfekte mand'.

»Han fremstår som den perfekte far, perfekte partner, han sørger for at dyrke motion og har sexappeal. Han er bare svigermors drøm. Og så er han aldrig vulgær eller grænseoverskridende i sin humor. Man føler sig ikke intimideret af ham, og derfor er han en vært, der passer til alles smag.«

Christopher dukkede første gang op i danskernes bevidsthed i 2012 med albummet 'Colours', men var i begyndelsen mest kendt som popdronningen Medinas unge kæreste.

Forholdet varede et par år, og herefter brød han i løbet af 2014 for alvor igennem med albummet 'Told You So' og ikke mindst det selvironiske hit 'First Like', der viste Christophers humoristiske side.

Christopher og hustru Cecilie Haugaard.
Christopher og hustru Cecilie Haugaard. Kristian Dam Nygaard

Siden har han været en fast bestanddel af toppen af den danske musikscene med en voksende fanbase i Asien. Privat oplevede han desuden for nylig at blive far for første gang, da han sammen med sin hustru, influencer og model Cecilie Haugaard, blev forældre til datteren Noelle.

Christopher udtalte for nylig i en pressemeddelelse, at den nye rolle som tv-vært giver ham sommerfugle i maven.

I 2015 prøvede han første gang at stå foran kameraet som vært, da han delte værtskabet med Anders Breinholt ved Danish Music Awards.

Dengang kunne man godt se, at han ikke havde så meget erfaring endnu, fortæller Elisa Lykke.

Anders Breinholt og Christopher da de var værter sammen ved 'Danish Music Awards'.
Anders Breinholt og Christopher da de var værter sammen ved 'Danish Music Awards'. Simon Læssøe

»Han havde noget usikkerhed over sig, men det var ikke noget, der gjorde ham til en dårlig vært. Han var stadig charmerende og gik ydmygt til rollen, og man kunne som seer acceptere, at han ikke stod ligeså skarpt som den erfarne Anders Breinholt.«

Elisa Lykke fremhæver netop Christophers samarbejde med Anders Breinholt, der i løbet af årene har hjulpet ham med at forløse sit skuespils- og humoristiske potentiale i blandt andet 'Natholdet', så han i dag har fået erfaring og er klar til at styre Zulu Awards alene.

»Jeg kunne godt se ham som vært på Zulu Comedy Galla om nogle år, når han har endnu flere år på bagen, men derudover ser jeg ham ikke som vært på for eksempel. 'Stormester' eller 'Klipfiskerne'.«

»Det vil være synd og gå udover hans brand som først og fremmest musiker, der lige nu er rigtig stærkt.«