Den danske popstjerne Christopher skal være med i den tyske version af 'Toppen af poppen'.

'Singen Meinen Song' hedder programmet, der har kørt siden 2014 og blandt andet har haft deltagere som Nena. Hende, der synger sangen '99 Luftballons'.

»Jeg skal lære tysk, fordi jeg har fået mulighed for at være med i et stort tysk show. Det er sådan lidt som 'Toppen af poppen' bare i Tyskland,« siger den 29-årige musiker i podcasten 'Uden Filter' med værtsparret Hav & Kamal, Havshen Nabaz og Kamal Hassan.

Christopher fortæller i podcasten, at han synes, det er vildt, at der er over 80 millioner i Tyskland, der potentielt kan se ham i programmet, der bliver sendt på den tyske tv-station VOX.

Deltagelsen i programmet betyder også, at han skal nå at lære tysk på kun et halvt år. Men det ser han blot som en sjov udfordring, selvom det kan se næsten umuligt ud for nogle.

»Watch me, watch me (se mig gøre det, red.),« siger han med en kæk tone.

Lige nu arbejder han mest med grammatikken.

»Jeg er tilbage på skolebænken,« siger han.