»Der var det jo bare mig, mig, mig – med mere mig på.«

Sådan beskriver Christopher de første mange år af sin karriere. Ti år er gået, siden sangeren brød igennem lydmuren og bragede ind på de danske hitlister med sangen 'Against All Odds'.

Siden har han skrevet sig ind i musikhistorien som leveringsdygtig popfyr, og tirsdag har han været i 'Go' morgen Danmark' for at reflektere over netop den rejse.

En rejse, der i mange år var et eneridt. Men sidste år skete der noget. Hans hustru, Cecilie Haugaard, blev gravid. Og for seks uger siden kom datteren Noelle til verden.

»Jeg vil sige, at det er rimelig vildt og life changing og alt muligt at blive far. At have med et lille væsen at gøre, som du har 100 procent ansvar for, og som er et hundrede procent afhængig af dig. Det er jo fantastisk på alle måder,« fortæller han i TV 2-programmet.

Her uddyber han også, at han – havde det ikke været for pandemien – skulle have været på fem ugers turné i Asien lige nu. Noget, han i den røde sofa i 'Go' morgen Danmark' har lidt svært ved at forestille sig.

Han erkender da også, at han lige skal gennemskue balancen mellem at være turnerende musiker og far på samme tid.

Indtil videre trives han med at få masser af tid til at være sidstnævnte. Og det har værterne Ida Wohlert og Mikkel Kryger da også bemærket.

»Det er måske et dumt spørgsmål. For 30 sekunder, efter du var ankommet, hev du telefonen frem og begyndte at vise billeder. Men er du sådan en far, der viser billeder til alle?« spørger Mikkel Kryger.

Christopher griner. Og erkender så:

»Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville blive det. Men det bliver man jo. 'Prøv lige at se, hvor lækker hun er'.«

»Derhjemme har vi diskuteret meget omkring sociale medier. Hvor meget skal man poste? Der tror jeg, det er fint nok ikke at dele hende med en million mennesker,« svarer han så, før han i programmet spiller 'Fall So Hard', som er dedikeret til datteren. Den sang deler han nemlig gerne med en million mennesker.