Sangeren Christopher og hustru Cecilie Haugaard er nu blevet forældre.

Det afslører de begge på Instagram. Her har førstnævnte delt et billede af sin hustru og den lille ny.

»Mine piger. Absolut en kraftpræstation fra den sejeste kvinde, jeg kender. Hvem styrer verden?« skriver han og svaret er underforstået: Girls.

Netop den seje kvinde, som har stået for størstedelen af arbejdet omkring fødslen, har på sin Instagram-profil delt et billede af sin ægtemand og den lille ny samt et billede af sig selv med den nyfødte datter i armene.

»Er smaskhamrende forelsket,« skriver hun.

I opslaget afslører hun desuden, at 20. februar 2021 nu er »hendes yndlingsdag«, så mon ikke, det var der, datteren meldte sin ankomst til verden.

Og dermed fik Christopher ret.

For Cecilie Haugaard havde egentlig først termin i marts, men i slutningen af januar fortalte sangstjernen, at hans mavefornemmelse fortalte ham, at der ikke ville gå mere end fire uger, før hustruen gik i fødsel.

Det skete i P4-programmet 'Formiddag på 4'eren', hvor han også gav udtryk for, at tanken om at blive far skræmte livet af ham.

»Jeg føler mig sårbar, og jeg er ligeledes spændt og rædselsslagen. Det er et helt nyt niveau af bekymringer og ansvar. Jeg tror, den holder stik, den der med, at man ikke ved, hvad det vil sige at blive forældre, før man står midt i det,« sagde han.

Samme bekymringer har Cecilie Haugaard også sat ord på. Det skete i podcasten 'Anden til venstre'.

Her fortalte hun åbenhjertigt, at selvom hun stoler på, at både hun selv og Christopher vil vokse med opgaven som forældre, så har hun alligevel en lille frygt, fordi Christopher er en »drengerøv«.

»Han er ikke ligefrem den huslige type eller vanvittig praktisk. Han glemmer ting og er god til at rode. Ting, som ikke gør så meget i det liv, vi lever nu,« sagde hun og fortsatte:

»Jeg er ikke perfektionist, men jeg er stadig en kvinde, der vil have, det spiller, så jeg håber, han tager ansvaret til sig og begynder at se de ting lige så meget, som jeg gør.«

Podcasten blev udgivet ganske få dage, efter parret havde offentliggjort graviditeten.

Måden, hvorpå de afslørede sig selv som vordende forældre, gik rent hjem hos deres følgere på Instagram.

Kendte som ukendte var vilde med videoen, hvori parret sang Justin Bieber-hittet 'baby'. Teksten havde de dog ændret, så den passede til lejligheden.

»'Cause we're having a baby,« sang de i kor, og i opslagsteksten understregede Cecilie Haugaard budskabet:

»Håber lidt, at hun får hans stemme. Vi glæder os til marts,« skrev hun således.

Nu blev parret glædeligt overrasket før tid. Hvis sangtalent – eller mangel på samme – datteren arver, må tiden vise.