De to brødre vandt først ‘Danmark har talent’ og efterfølgende blev de udvalgt til at være med i ‘America's Got Talent: The Champions’ med Heidi Klum og Simon Cowell.

»Vi havde privatchauffør, personlig assistent og et fint hotel gennem alle ti dage, vi var der. Vi følte, at vi var kommet på en rockstjerne-tur,« siger Christoffer Breitenkamp og griner.

Det er tydeligt at høre på ham, da B.T. snakker med ham over telefonen fra hjembyen Aabenraa, at oplevelsen i talentshowet, som ses af flere millioner, har været helt unik for de to brødre, som har danset siden de var små.

Det gik først op for 'Moonlight Brothers', som de kalder sig, at de var ved at begynde en rejse ud over det sædvanlige, da de ankommer til Los Angeles, og der står en chauffør med et skilt i hånden, hvorpå deres navne står.

De to brødre rejste til Los Angeles i novmeber for at deltage i det populære talentshow 'America's Got Talent: The Champions'.
De to brødre rejste til Los Angeles i novmeber for at deltage i det populære talentshow 'America's Got Talent: The Champions'. Foto: Per Arnesen//TV 2
Vis mere

»Vi forstod slet ikke, hvor stort det var, før vi kom til Pasadena og blev modtaget. Det er bare så stort et show, at man ikke rigtig kan forestille sig det, når man kommer fra lille Danmark,« siger Christoffer Breitenkamp.

Til at starte med var brødrene lidt forsigtige og så tingene an.

De kørte rundt og så byen, mens de vænnede sig til tanken om showet.

Men efter et par dage fik de mere ro på.

»Efter de første par dage kom vi meget ned på jorden, og vi betalte selv vores mad. Men så fik vi at vide, at vi kunne bruge vores VIP kort og spise gratis i hele Pasadena,« siger Christoffer Breitenkamp og fortsætter grinende:

»Vi havde været ude og lave Instagram og sceneprøver hele dagen og havde ikke fået noget at spise. Så vi ville prøve at udnytte vores VIP-status. Vi fik chaufføren til at købe cheeseburger på McDonalds, Crispy Chicken på Burger King, løgringe på CaliBurger og icetea fra det lokale supermarked,« griner han og fortsætter:

»Vi tænkte jo selv, at vi ville prøve at være nogle dumme svin, og så opførte han sig bare, som om det var det mest normale, han havde prøvet. Vi sagde det til de andre, men de var vant til det og syntes, at det havde været for dårligt, hvis de ikke havde gjort det.«

Der er ingen tvivl om, at Christoffer og Jonathan Breitenkamp har fået en stor oplevelse, men de kan ikke fortælle om det endnu, da de har tavshedspligt, indtil programmet bliver sendt.

Dog kan de fortælle, at det har været rart at komme hjem igen efter turen til USA, hvor de har kunne få deres dagligdag tilbage igen, selvom der har været dagligdagen ikke har været helt, som den plejer.

»Vi blev tilbudt at blive fejret af Aabenraa. Det sagde vi ja til, fordi det kun er sket to gange før, og den ene af gangene var det Dronningen. Vi blev kørt gennem byen til en rød løber ved rådhuset og blev hyldet med live musik og alt muligt,« siger Christoffer Breitenkamp.

På fredag skal brødrene se programmet med deres kærester og familier, men de glæder sig ikke specielt meget til det, fortæller Christoffer lidt pinligt berørt.

»Vi er normalt ret gode til engelsk, men lige her, mens vi stod i det, blev det noget værre ‘danglish’ blandet med tysk - det er ikke kønt,« siger han.