Hun fik sin filmdebut som niårig og sit gennembrud i Hollywood, da hun var 16 år.

Det er derfor af erfaring, når den i dag 38-årige Christina Ricci langer ud efter de forældre, der forsøger at gøre deres børn kendte.

I sin skarpe kritik kalder hun det for 'børnemishandling', hvis forældre forsøger at gøre deres børn kendte.

Christina Ricci har en filmografi, der i skrivende stund tæller 75 krediteringer i alt fra film som 'Black Snake Moan' til tv-serier som 'Saving Grace' og 'Ally'.

Skuespillere fra filmen 'Black Snake Moan' med Justin Timberlake, Christina Ricci og Samuel L. Jackson til Sundance Film Festival i Park City, Utah den 24 januar 2007. REUTERS.
Skuespillere fra filmen 'Black Snake Moan' med Justin Timberlake, Christina Ricci og Samuel L. Jackson til Sundance Film Festival i Park City, Utah den 24 januar 2007. REUTERS. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

Under New York Fashion Week, der løber af stablen i denne uge, fortæller Christina Ricci til New York Post, at hendes egen fireårige søn selv først skal forstå, at skuespil er en kunstform, før han får lov at jagte en karriere som skuespiller.

Selv debuterede hun som niårig side om side med sangerinden Cher i filmen 'Mermaids' fra 1990.

Hun ved derfor præcis, hvad et barn gennemgår i den verden.

»Det er ikke godt for børn at blive kendte - det er det bare ikke. Vi har set en million eksempler på, hvorfor det ikke er godt for børn. Jeg vil simpelthen bare ikke risikere det. Hvorfor vil man udsætte det mest dyrebare, man har, for det?«

Eksemplerne er rigtig nok også mange.

Bedst kendt er formodentlig 'Alene hjemme'-stjernen Macaulay Culkin i rollen som Kevin McCallister.

I kølvandet på sin hurtige og store berømmelse fulgte problemer med måden, hans far forvaltede formuen. Forældrende kæmpede i en periode en grim kamp om forældremyndigheden over både barnestjernen og den tilhørende formue.

Senere fulgte også en række historier om Culkins narkotikamisbrug.

Også Lindsay Lohan, der slog igennem som model i en alder af tre, har efter sin tid som Disney-stjerne og barneskuespiller kæmpet med misbrug og flere sammenstød med politiet.

Christina Ricci er heller ikke alene om at ønske en opvækst for sit barn, der ikke involverer rampelysets skær.

I dansk kontekst har Pelle Hvenegaard fortalt til B.T., at han også selv undgik en ulykkelig skæbne som barnestjerne.

»Når man er teenager og pisseusikker, som man jo skal være i den alder, og bare har lyst til at gemme sig og være ligesom alle mulige andre, så er det svært, at alle ved, hvem du er. Man bliver alt for fokuseret på, hvad de tænker, og hvad de synes om en, og på den måde bliver det rigtig svært at finde sig selv.«

Pelle Hvenegaard drømmer derfor heller ikke om, at hans egen datter skal gå i hans fodspor. Tværtimod.

»For mig ville det være en forbandelse, hvis hun skulle vokse op og være berømt fra starten. Berømmelse kan komme, hvis man senere i livet bliver skidegod til et eller andet, men berømmelse uden indhold er en farlig cocktail.«