Lyt til artiklen

I 2021 stod skuespilleren Christina Applegate frem og fortalte, at hun var blevet diagnosticeret med sklerose.

Det har påvirket hendes karriere og ændret hendes udseende, men den 51-årige skuespiller arbejder fortsat. Derfor var hun også for nyligt på den røde løber til Critics Choice Awards sammen med sine døtre.

Det har People Magazine skrevet en artikel om og delt på Facebook. Her har kommentarerne dog vist, at det ikke er alle, som tror på, at Christina Applegates forandrede udseende skyldes sygdom. Det fortæller hun i et tweet.

»Jeg traf den uheldige beslutning at kigge på nogle kommentarer til en artikel fra People Magazine om mig og mine børn til Critics Choice Awards. Jeg skrev til hende (en af dem, der havde kommenteret, red.), at det ikke var pænt. Det her var hendes svar. Hvad er der galt med folk? Jeg grinede i øvrigt bare.«

Svaret, som Christina Applegate fik, da hun skrev til kvinden, lød, at det ikke var sygdommen, men derimod en plastikkirurg, som var skyld i, hvordan hun så ud.

Vedkommende lod i øvrigt ikke til at tro på, at det var den rigtige Christina Applegate, som havde skrevet til hende, hvilket dog ikke ikke stoppede hende fra at følge op med en ny besked:

»Ovenikøbet en dårlig plastikkirurg.«

Critics Choice Awards var den første prisuddeling skuespilleren har været til, siden hun stod frem med sin sygdom.

Hun har tidligere fortalt åbent om de konsekvenser, diagnosen har haft - blandt andet for hendes udseende.

I et interview med New York Times fra november 2022 forklarede hun, at hun har taget 18 kilo på og ikke kan gå uden hjælp fra en stok.