Den populære tv-vært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller har ekstra god grund til at smile for tiden.
Hun er nemlig blevet forlovet.
Det afslører hun på sin Instagram-profil, hvor hun har delt billeder af ringen, som hun har fået af kæresten, Daniel Åxman.
'Vores tosomhed er for evigt,' skriver hun til billederne, som hun har hashtagget med ordet 'forlovet'.
Videre skriver hun sammen med et rødt hjerte:
'Turen til Den Dominikanske Republik i vinterferien blev til noget helt særligt.'
Den 40-årige tv-vært – der blandt andet også står bag magasinet ChriChri, ligesom hun har været med til at kreere tøjkollektionen Loved by CSM, stentøjsserien RAW og hudplejeserien Lille Kanin – har tidligere været gift med rapperen Liam O'Connor, som er kendt under kunstnernavnet L.O.C.
Efter skilsmissen fandt hun kærligheden i forretningsmanden Daniel Åxman.
I et tidligere interview med B.T. har hun sat nogle ord på, hvordan nedlukningen under coronakrisen herhjemme bragte dem tættere sammen:
»Lockdown var universets måde at sætte os skakmat i forhold til at mærke efter og finde tilbage til kernen. Både bekymringer, glæder og drømme blev italesat,« lød det fra hende i august 2020, hvor hun også kaldte lockdownen for 'en gave for det nyopstartede forhold'.
»Hvad man kan bruge flere år på at lære om hinanden fik lockdown skåret ned til tre måneder. For mig var det sundt at have tid til at snakke tingene i dybden,« fortalte hun.
Siden Christiane Schaumburg-Müller delte nyheden om forlovelse på Instagram, er det strømmet ind med lykønskninger:
'Tillykkeeeee,' skriver skuespilleren Sus Wilkens, mens tv-værten Signe Lindkvist skriver:
'Oh la la!! Tillykke, søde du.'
Også forfatteren Sara Blædel og skuespilleren Sarah-Sofie Boussnina har ønsket parret tillykke.
Fra forholdet med L.O.C. har Christiane Schaumburg-Müller en søn, mens Daniel Åxman har to døtre.