Den danske iværksætter og Hummelmilliardær Christian Stadil skal ikke længere være en del af tv-programmet Løvens Hule.

Kort sagt har han travlt både i privaten, men også på arbejdsfronten. 'og af den grund.... er jeg desværre ude af Løvens Hule sæson 5,' skriver han på Instagram med henvisning til sin egen catchphrase fra programmet.

'Det har været 4 forrygende sæsoner; sjovt, inspirerende, udfordrende og simpelthen så givende at møde og til tider investere i seje iværksættere fra hele landet,' skriver den 47-årige Stadil.

Han og hustruen, Alice, venter deres fjerde barn om to måneders tid.

Familiekoncernen Thornico har slået kvartalsrekord, og han har investeret i fire nye selskaber. Det er årsagen til, at han ikke længere har tid til at medvirke i det tidskrævende program.

I DR-programmet Løvens Hule præsenterer en række iværksættere deres forretningsideer foran et panel af 'løver' - etablerede forretningsfolk.

I programmets fjerde sæson var Stadil og Jesper Buch de eneste tilbageværende originale løver.

Stadil tager sig også tid til at takke sine medløver for et godt samarbejde gennem årene.

'Vi ses faktisk alle om et par uger så uden at der behøver at gå melodramaturgi i den så MANGE tak til Ilse, Birgit, Tommy, Jesper, Mia, Peter og Jan for at holde mine dårlige jokes ud;-)'

Christian Stadil kalder alle sine syv medløver for 'dejlige og gode venner', som han også arbejder med professionelt qua investeringer fra programmet.

Her er afløseren

Stadils afløser er den frederikshavnske iværksætter Jacob Risgaard, der er medejer af netbutikken Coolshop.

'Jeg glæder mig til at kunne dele ud af mine erfaringer sammen med et stærkt hold i 'Løvens hule', som jeg gennem alle sæsoner har fulgt med stor interesse,' siger Jacob Risgaard i en pressemeddelelse fra DR.

Løvens Hule er et udenlandsk koncept, som DR har købt licens til. Det er danske udgave af Shark Tank og Dragon's Den. Først sæson af det populære program havde premiere 8. september 2015.

De originale løver var Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch. I fjerde sæson stoppede Aaby, Jacobsen og Tommy Ahlers af forskellige årsager.

Tommy Ahlers blev nødt til at forlade programmet, da det kom frem i foråret 2018, at han skulle være Danmarks nye uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regering.

'Rengørings-dronningen' Birgit Aaby stoppede som 'løve', da hun ville sætte mere tid af til at fordybe sig i de virksomheder, hun allerede har investeret i de forrige sæsoner.

I oktober 2018 kunne Berlingske berette, hvordan en række medarbejdere oplevede arbejdsmiljøet i Ilse Jacobsens virksomheder som 'ødelæggende'.

Flere medarbejdere fortalte også, at Ilse Jacobsen ofte var opfarende og temperamentsfuld.

I sidste ende førte den store mediebevågenhed til, at Ilse Jacobsen så sig nødsaget til at forlade Løvens Hule.

De tre originale løver blev erstattet af Mia Wagner, Peter Warnøe og Jan Dal Lehrmann.