Hummel-direktør Christian Stadil fortæller om sin kamp for at finde ro.
Af Peter Brüchmann
Det ser så fredfyldt ud, når han lader sig fotografere i Lotusstilling og det emmer heller ikke ligefrem af problemer, når man støder ind i en af hans mange buddha-figurer, men for Christian Stadil har en af livets største udfordringer været overhovedet at finde noget, der ligner ro.
I en årrække var Stadil plaget af det, han selv kalder 'abesind' - en slags tvangstanker, tvangshandlinger og det, der nærmer sig lidelsen OCD.
- Da jeg var mellem 20 og 30 skal jeg love for, at der var gang i den oppe i hovedet. Jeg brugte al min tid oppe i hovedet. Det var mildest talt ikke helt nemt. Jeg plejer at kalde det ’abesind’, fordi det er et mylder af tanker, som man ikke kan kontrollere.Det nærmer sig tvangstanker, fortæller Stadil og prøver at give et eksempel:
- Det er svært at forklare. Men jeg sad engang på universitetet til en eksamen og brugte tre timer på at diskutere med mig selv: Skal jeg skrive med blyant eller kuglepen. Uden at foretage mig noget i mellemtiden. Det beskriver det meget godt.
- Og fordi jeg har været så meget oppe i mit hoved, har jeg også fået nogle redskaber. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle miste kontrollen nu og synke ned i et sort hul. Det har jeg aldrig haft tendens til. Men når tvivlen kommer ind, så har jeg et forsvarsredskab. Det er mentale teknikker, som jeg har udviklet og forædlet, siden jeg var 12 år gammel, siger Stadil, der især har brugt tanker, teorier og teknikker fra buddhismen til at få kontrol over sin lidelse.
- Nu kan jeg ligefrem bruge det konstruktivt. Alle disse ’hva’ nu hvis’-tanker giver en nysgerrighed. Og i stedet for at flygte fra det, har jeg lært at omfavne det. På den måde bliver min lukkede dør pludselig min åbne dør. Og det er et vigtigt budskab. Det, du kæmper med, kan også være det, der gør dig unik.
