Erhvervsmanden Christian Kjærs planer om at lave et nyt hestestutteri på sin jagtejendom ved Skærbæk Plantage syd for Silkeborg er foreløbig blevet skudt til hjørne af vrede naboer.

Men nu lysner det lidt for erhvervsmanden, der også kæmper med at få solgt sit nordsjællandske domicil Sandbjerggaard. For efter omtale af sagen har Christian Kjær fået en håndsrækning fra uventet kant.

»Efter sagen blev omtalt, er vi blevet bombarderet med henvendelser fra folk, der har tilbudt at opstalde Christians heste,« fortæller den hesteglade erhvervsmands kone, Susan Astani-Kjær.

Nabostriden brød ud, da Christian Kjær grundet sin snarlige fraflytning fra Sandbjerggaard, som blev sat til salg sidste år, skulle bruge et nyt sted til at opstalde sine heste fra efteråret.

Kjær, der var arving til cementimperiet FLSmidth, har siden sine unge år været meget interesseret i heste. I sine yngre dage vandt han blandt andet danmarksmesterskabet i spring.

Sidenhen har han avlet heste på sin gård i Sandbjerg, men det foretagende ville han altså nu flytte til sin jagtejendom i Skærbæk, hvor han vil bygge et stutteri.

Ifølge Susan Astani-Kjær var parret i dialog med naboerne, inden projektet blev skudt i gang, og her skulle der ikke have været store indvendinger. Men det kom der altså senere.

»De var alle glade, men pludselig var de sure over, at vi skulle lave en ridebane. Man får lidt en fornemmelse af, at nogle bare vil være på tværs,« fortæller hun.

Christian Kjær har haft problemer med naboerne på sin ejendom i Skærbæk. Men nu lysner det lidt for erhvervsmanden.
Christian Kjær har haft problemer med naboerne på sin ejendom i Skærbæk. Men nu lysner det lidt for erhvervsmanden. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Christian Kjær har selv tidligere fortalt, at han undrer sig over klagerne:

»Jeg forstår det simpelt hen ikke. Vi har tilpasset alt i forhold til de indvendinger, naboerne har haft, og kommunen har godkendt det hele,« fortalte en frustreret Christian Kjær til B.T. i april.

Naboerne var blandt andet utilfredse med, at byggeriet befandt sig uden for det byggefelt, hvor den gamle landejendom ligger, ligesom de ikke brød sig om, at Christian Kjær anlagde en ridebane.

Det sidste forstår rigmanden ikke meget af, fortalte han.

Christian Kjær har i sine yngre dage været danmarksmester i ridebanespringning.
Christian Kjær har i sine yngre dage været danmarksmester i ridebanespringning.
Vis mere

»Jeg forstår ikke klagen. Jeg har ikke engang sagt, at der skulle være en ridebane. Det er streget fra ansøgningen, så der er ikke noget med den ridebane.«.

Susan Astani-Kjær fortæller, at parret er skuffet over klagerne, der har ført til, at sagen er røget i Planklagenævnet, hvor der kan gå måneder, før den er behandlet færdig.

Dog er parret glade for, at det ser ud til, at det lykkes at finde opstaldning til hestene.

Mens Susan Astani-Kjær deler sin mands jagtinteresse, er hun ikke specielt hesteinteresset:

Christian Kjær med nogle af sine heste på Sandbjerggaard.
Christian Kjær med nogle af sine heste på Sandbjerggaard. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Den hobby har Christian for sig selv,« siger hun.

Hun er ikke helt sikker på, hvor mange heste hendes mand ejer, men hun mener, at det måske er syv-otte stykker.

Selv har Christian Kjær fortalt, at han gerne vil fortsætte med at avle heste, da han føler, at han skylder Danmark at lave nogle gode heste til de danske ryttere, da han selv fik mange gode oplevelse i sine yngre dage.

»Jeg skylder Danmark, fordi jeg har fået lov at rejse med ud som dansk mester og ride, og derfor vil jeg have nogle heste og give dem til nogle gode ryttere. Det var planen,« har han forklaret.