»Jeg føler skam og skyld. Jeg føler, at jeg lyver. Jeg føler ikke, jeg er den, jeg giver mig ud for at være.«

Det fortæller Christian Fuhlendorff i ugens udgave af hans egen podcast 'Hva' så?!'.

Her fortæller komikeren, at han faktisk samme dag er begyndt i misbrugsbehandling.

Igen.

Christian Fuhlendorff.
Christian Fuhlendorff. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det har ikke været et hverdagsforbrug. Det har været om aftenen, når familien var gået i seng. Så gik jeg ud i garagen og røg på en joint. Det er der mange, der gør, og der er sikkert nogle, der kan styre det,« siger 36-årige Christian Fuhlendorff.

Han ville ønske, at han kunne være en del af den gruppe.

Men det kan han ikke. Og det er svært at acceptere, siger han.

»Jeg kan ikke tåle det, og for mig er det et lortestof, der starter ud med at få mig til at stresse af, men når det så bliver meget, så gør det det modsatte, og så stresser jeg over det.«

Christian Fuhlendorff var første gang i behandling for sit stofmisbrug i 2011.

Siden har han fået flere beskeder fra fans, der selv har problemer med stoffer og ser ham som en rollemodel.

Og det er derfor, han vælger at gå ud med sin historie.

For ikke at holde nogen for nar.

Ligesom han holdt sin hustru Karina Feldborg for nar i en periode.

»Karina har fået det at vide undervejs. Jeg har selvfølgelig holdt det hemmeligt til en vis grænse, men Karina har vidst, at der var noget. Og vi har også snakket om det - hun har for fanden fundet jointrør,« siger Christian Fuhlendorff.

Ifølge komikeren tog det ham et halvt år at komme frem til, at han ikke kunne styre sit forbrug.

Men efter han har gjort erkendelsen og er startet i behandlingen, har han det godt, fortæller han.