Christian Elhauge fra 'Årgang 0' er kendt for at prioritere festerne med vennerne højt, men nu har han skåret ned på byturene.

Og det har sin logiske forklaring. Christian Elhauge er nemlig ikke single længere.

'Årgang 0'-stjernen er blevet kæreste med Sarah Buchhave, der ligesom ham selv går på Marselisborg Gymnasium i Aarhus.

Det skriver Billed-Bladet og Se og Hør.

Christians kæreste går i 2.g, mens han selv bliver student til sommer.

Den slags plejer jo at blive fejret med manér, men i øjeblikket har den ellers festglade Christian Elhauge valgt at holde lidt igen med byturene, fordi han prioriterer at være sammen med sin nye kæreste.

»Jeg er ikke længere ude og feste hver weekend, men jeg kan jo heller ikke bare ligge derhjemme alene. Så min faste rutine efter skole er, at jeg går i fitnesscenter, laver lektier, inden jeg forsøger at holde aftenen fri,« siger Christian Elhave til ugebladet og fortsætter:

»Mandag spiller jeg fodbold på et lukket hold sammen med mine venner, og så er Sarah og jeg sammen hos hinanden nogle aftener om ugen og i weekenderne.«

Efter planen vil Christian Elhauge ud at rejse, når han har fået studenterhuen på hovedet.

Han er imidlertid overbevist om, at det ikke får betydning for forholdet til Sarah Buchhave, at han er på eventyr, mens hun gør sin ungdomsuddannelse færdig.

Christian har i modsætning til Rachel og Stephanie ikke været med i 'Årgang 0' siden starten i år 2000. Han blev en del af det populære program som seksårig i 2006.

På næste tirsdag klokken 20 løber 'Årgang 0' over skærmen på TV2 for sidste gang. Der er i hvert fald ikke planer om at lave flere programmer i den populære serie.