Christian Bitz og grossisten F&H er gået fra nederlag til nederlag i plagiatsagen, som helt tilbage i 2016 blev anlagt at keramikeren Kasper Würtz.

Først fik Kasper Würtz medholdet i Sø- og Handelsretten. Den dom stadfæstede Østre Landsret, før procesbevillingsnævnet endelig afviste Bitz og F&Hs ønske om at få sagen for højesteret.

Derfor er parterne i disse dage nok engang samlet i Sø- og Handelsretten, som skal tage stilling til Kasper Würtz' erstatningskrav på 40 millioner kroner. Det beløb kan han dog godt skyde en hvid pil efter, hvis det står til modparten. Faktisk mener Christian Bitz og F&H ikke, at de skal betale en eneste krone til keramikeren for deres brud på ophavsretten.

»Vi mener, det er os, der har krav på erstatning fra Kasper Würtz, men vi skal lande den, og efter vores oplevelse er en nulløsning et godt sted at lande, så det går vi efter,« sagde advokat Frank Bølling i retten ifølge Horsens Folkeblad.

Det er disse fire produkter, i tre forskellige farver, der er en del af dommen. F&H har selv valgt at inkludere 'Dessertallerken 22 cm med bred fane' i dette materiale, de efter dommen I Østre Landsret sendte ud til deres forhandlere.
Det er disse fire produkter, i tre forskellige farver, der er en del af dommen. F&H har selv valgt at inkludere 'Dessertallerken 22 cm med bred fane' i dette materiale, de efter dommen I Østre Landsret sendte ud til deres forhandlere.
Vis mere

Det er fire af Christian Bitz og F&H's 'Bitz'-produkter, der har krænket Würtz' ophavsret.

I marts 2016 kom 'Bitz'-stellet på markedet, og i oktober samme år stævnede Kasper Würtz Christian Bitz og F&H.

Herefter er foregået et seks år langt juridisk spil, som nu nærmer sig sin afslutning – og dog.

Keramikeren har nemlig tidligere stævnet Christian Bitz og F&H igen – denne gang for yderligere 48 'Bitz'-produkter.