Skuespilleren og komikeren Chris Rock er testet positiv for coronavirus.

Han har nu et vigtigt budskab til andre.

'Hej, venner. Jeg har lige fundet ud af, at jeg er smittet med corona. Tro mig. Det er ikke noget, du vil smittes med. Gå hen og få en vaccination,' skriver komikeren i et tweet.

Chris Rock har ifølge The Guardian tidligere udtalt, at han er fuldt vaccineret.

Det skete i 'The Tonight Show', hvor han fortalte vært Jimmy Fallon, at han fået vaccinen fra Johnson & Johnson.

Vaccinerne fra Johnson & Johnson har været meget udbredte i USA, men de har vist sig ikke at have samme høje beskyttelse mod deltavarianten, som vaccinerne fra Pfizer og Moderna.

Det fremgår ikke af skuespillerens tweet, om han er alvorligt syg af virussen.

56-årige Chris Rock brød igennem i 90erne som en del af holdet i 'Saturday Night Live', og han har siden medvirket i en række film.