Chris Evans har været tavs som graven, siden han i weekenden ved en fejl kom til at dele et billede af sin penis på Instagram.

Men nu bryder den 39-årige skuespiller tavsheden og sætter et par ord på brøleren.

Det gør han i et fåmælt Twitter-opslag, der trods de få ord indeholder et vigtigt budskab.

'Nu, hvor jeg har jeres opmærksomhed... Husk at stemme 3. november,' skriver han og henviser til det kommende amerikanske præsidentvalg.

Chris Evans har også gjort plads til et par smileys, der indikerer, at han flover sig over den verdensomtalte svipser.

Svipseren skete, da Hollywoodstjernen, der blandt andet er kendt for sin rolle som Captain America i Marvels superhelteunivers, delte en Instagram-video af sig selv og sin familie, mens de spillede brætspil.

Da optagelsen sluttede, dukkede Evans' kamerarulle op på skærmen, og det var her, man kunne se et nærbillede af stjernens kønsorgan.

Og selv om Chris Evans var lynhurtig til at slette billedet, da han opdagede brøleren, var skaden sket.

Her havde en række følgere af skuespilleren nemlig allerede nået at tage screenshot, som lynhurtigt spredte sig på sociale medier, hvor blandt andre Chris Evans' bror, Scott Evans, nåede at lave sjov med fejltagelsen.

'Jeg var ikke på sociale medier i weekenden. Så... er jeg gået glip af noget?' skrev han sarkastisk.