Rapperen Chris Brown er blevet sagsøgt af sin tidligere hushjælp.

Søgsmålet skyldes, at hushjælpen angivelig skal være blevet angrebet og skamferet af sangerens hund.

Det skriver TMZ, som har fået indsigt i retsdokumenterne i sagen.

Ifølge det amerikanske medie kræver den unavngivne hushjælp, at Chris Brown betaler erstatning for de skader, hun fik som følge af angrebet, der skal være sket i december 2020.

Hunden, der efter sigende har maltrakteret hushjælpen, hedder Hades og er en kaukasisk ovtcharka, som er en race, der er forbudt i Danmark.

Ifølge retsdokumenterne angreb den kvinden, mens hun var i gang med at tømme en skraldespand på Chris Browns grund i nabolaget Tarzana i Los Angeles.

Hunden skal angivelig have bidt hushjælpen så voldsomt, at den rev store dele hud og kød af hendes ansigt, arme og krop.

Hushjælpen påstår endvidere, at hun skreg om hjælp, men at ingen kom hende til undsætning, selvom både Chris Brown selv og flere andre befandt sig inde i huset.

Da hunden stoppede med at angribe hende, skal hun have ligget i en pøl af sit eget blod.

Ifølge hushjælpen kom Chris Brown efterfølgende ud af huset og fandt hende i pølen af blod, hvorefter han skal have fået sine sikkerhedsfolk til at gemme hundene, inden politiet og ambulancen ankom.

Hushjælpen påstår også, at politiet forsøgte at udspørge Chris Brown om hændelsen, men at han i stedet først svarede udenom, hvorefter han udtalte, at han ikke var bekendt med, hvad der var sket, og hvor hans hunde var blevet af.

I retsdokumenterne står også, at hushjælpen angivelig var gennem flere livreddende operationer efter hundeangrebet, og at hun har fået permanente skader som følge af det.

Det er ikke kun hushjælpen, der har sagsøgt Chris Brown.

Hendes mand har ligeledes sagsøgt rapperen, fordi hustruen og han – ifølge retsdokumenterne – ikke længere kan være seksuelt sammen som følge af hendes skader.

TMZ har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Chris Brown, men det har i skrivende stund ikke været muligt.