Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen er ikke i tvivl. Et af de helt store emner i valgkampen er klimaet, når han kigger på den seneste uges debatter.

»Én ting, jeg har tænkt på, er valgplakaterne. Jeg ved ikke, hvor meget de der plakater egentlig rykker, og det er jo meningen, at politikerne skal være foregangsmænd.«

Chris Anker er en del af det panel af kendisser, som løbende kommenterer valgkampen i 2019 for B.T.

Han kørte på en af sine cykelture og tænkte over, om det overhovedet nytter med valgplakater.

Mens han sad på cyklen, overvejede han mængden af papir, plastikstrips og brændstof, der bliver brugt til at hænge tusindvis af papportrætter op. Dem burde man droppe, mener han. Han drømmer til gengæld om politikere, som er bedre til at tale om egen politik i stedet for at kritisere.

»Nu er jeg jo fra sportens verden, og der har man fokus på sig selv, frem for hvad de andre går og laver.«

Chris Anker Sørensen mener allerede, man kan se en tendens til mudderkastning fra flere af politikerne, ligesom man har set det i tidligere valgkampe, men håber, de tager de løfter, de giver, seriøst.

»Jeg ser 'Kurs mod fjerne kyster' (tv-programmet, hvor Beha-familien sejler mod fjerne egne af vores klode, red.), og der kan man se, hvor akut problemet er med plastik i verdenshavene,« siger han og uddyber:

»Jeg håber, politikerne holder deres løfter omkring klimaet. Der er jo eksempler på, at nogle løfter har vist sig at være valgflæsk, og det gælder jo mere eller mindre alle partier,« siger han.

Ud over klimakamp, mudderkastning og valgplakater har Chris Anker Sørensen også studset over nogle af de lidt alternative metoder, som nogle politikere bruger til at gøre opmærksom på sig selv.

For eksempel var der nogen på Twitter, der skrev, at Joachim B. Olsen reklamerer på porno-streamingtjenesten Pornhub med sloganet 'Når du er færdig med at gokke, så stem på Jokke'.

»Jeg synes, humor kan være fint nok i en valgkamp, men jeg synes, det var lidt mystisk, det her,« slår Chris Anker Sørensen fast. Han ser nu frem til resten af valgkampen.