Det seneste års tid har skuespiller og tv-vært Christopher Læssøs hjerte banket for hans islandske kæreste, Una Maria.

Men der var også engang, hvor hans hjerte bankede for en kvinde, der knuste det ved at være ham utro – ikke mindst ved at være prostitueret bag hans ryg.

Det fortæller Christopher Læssø i Loud-podcasten '112 for knuste hjerter', hvor han fortæller om forholdet til den vilde, spændende kvinde, som han var sammen med ad to omgange.

Først i en rum tid, indtil han slog op med hende, da han overså en besked om, at hun havde været utro. Dernæst i et åbent forhold i det mislykkede forsøg på at få det til at fungere.

Men tiden gik, Christopher Læssø kom videre og fandt en ny kæreste.

Men pludselig, midt i lykken, faldt en bombe, der sendte ham tilbage i tifold til følelsen af svigt og slåen sig selv i hovedet over, hvordan han ikke kunne have opdaget det.

»Så er der en af min ekskærestes veninder, der afslører overfor mig, at min ekskæreste har været prostitueret, og også mens vi har været sammen,« forklarer Christopher Læssø i podcasten.

En oplysning, der chokerer værten Maria Jencel, da hun ved briefingen inden optagelsen ikke havde hørt den detalje.

»Der fik jeg bare at vide, at i et godt stykke tid efter bruddet fandt du ud af, hun havde svigtet dig i endnu højere grad, end du havde troet,« siger hun, hvorefter hun spørger, om den nye viden fik ham til at tænke på hævn.

»Jeg var næsten i gang med at lave et falsk møde med hende og lavede sådan en profil på den der app og sådan noget, men så tænkte jeg: 'Ej, det var for meget, mand, det er åndssvagt, hvorfor?'« griner Christopher Læssø.

Den af Christopher Læssøs ekskærester, der er mest kendt i offentligheden, er sangerinden Katie Keller, som dannede par med den 36-årige tv-vært i tre år, indtil de slog op i juni 2019.

Hun afviser dog blankt overfor B.T., at hun skulle være den omtalte prostituerede ekskæreste.

»Det er ikke mig, der bliver talt om i podcasten, og jeg ved heller ikke, hvem det er,« slår hun fast.

Da Katinka Keller, som hendes borgerlige navn lyder, og Christopher Læssø gik fra hinanden for to år siden, var den officielle forklaring da også, at bruddet skyldtes, at den 26-årige sangerinde flyttede til Los Angeles for at forfølge musikerkarrieren.

Venskabet bestod ligeledes, hvilket var tydeligt, da Katie Keller få måneder efter bruddet mødte op til 'Vild med dans' for at støtte sin deltagende ekskæreste.

»Med det forløb, Katinka og jeg har haft, så er det så rart, at vi stadig kan være der for hinanden. Uanset hvad, så har det jo været tre virkelig vilde og gode år,« sagde Christopher Læssø i den forbindelse.