For en uge siden anmodede Bill Gates' hustru, Melinda Gates, om at blive skilt fra rigmanden.

Anmodningen var dog bestemt ikke en impulsiv handling.

Skilsmissedokumenterne, som Wall Street Journal har fået indsigt i, viser nemlig, at Melinda Gates har mødtes med skilsmisseadvokater i intet mindre end 18 måneder.

Og det er et ret påfaldende tidspunkt, at 56-årige Melinda Gates begyndte at overveje at gå fra Bill Gates, påpeger avisen.

Det var nemlig dengang, at 'Microsoft'-stifteren kom i søgelyset for sit venskab med den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein.

Jeffrey Epstein begik selvmord i sin fængselscelle.
Jeffrey Epstein begik selvmord i sin fængselscelle. Foto: Handout .
Vis mere

Wall Street Journal har talt med en anonym kilde tæt på parret, som fortæller, at Melinda Gates' var »bekymret« for sin milliardærmands forhold med Epstein.

Gates-parret mødte den i dag afdøde Jeffrey Epstein i 2013, og allerede dengang skal Melinda Gates' bekymringer efter sigende være begyndt.

Bekymringer, som blev cementeret, da New York Times udgav en opsigtsvækkende artikel i oktober 2019, hvilket er samme måned, som Melinda Gates kontaktede en skilsmisseadvokat for første gang.

I artiklen afslørede avisen, at Bill Gates ved flere lejligheder skal have mødtes med Epstein, og at han blandt andet i 2013 fløj med Epstein på dennes privatfly, der siden har fået øgenavnet 'Lolita Express', fra New Jersey til Palm Beach, Florida.

Arkivfoto af Melinda og Bill Gates.
Arkivfoto af Melinda og Bill Gates. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Bill Gates har nægtet, at der var tale om et venskab mellem ham og Epstein, som tog sit eget liv i sin fængselscelle i august 2019, inden han fik sin endelige dom.

'Microsoft'-stifteren har dog undskyldt for at have associeret sig med den pædofilidømte rigmand.

Det var 3. maj, at Bill Gates og Melinda Gates på deres respektive Twitter-konti oplyste, at de skulle skilles efter 27 års ægteskab.

Ifølge Wall Street Journal er advokaten, som Melinda Gates har talt med siden oktober 2019, Robert Stephan Cohen.

Han holder til i New York og har tidligere repræsenteret milliardæren Michael Bloomberg, forretningsmanden Henry Kravis og Donald Trumps første hustru, Ivana Trump, i deres skilsmisser.

Bill Gates' skal derimod være i kontakt med advokaten Ronald Olson fra firmaet Munger, Tolles & Olson LLP, som blandt andet har Facebook-stifteren Mark Zuckerberg som klient.