På grund af corona-udbruddet ved ingen, hvordan situationen ser ud en måned fra nu. Eller om to og en halv måned for den sags skyld.

Alligevel tør tv-læge Charlotte Bøving ikke tage nogen chancer, og hun har derfor valgt at udskyde sit bryllup, der skulle være holdt 20. juni.

Det fortæller hun til Se og Hør og uddyber, at hun forventer, at regeringen og myndighedernes restriktioner vil vare længe.

Men det betyder ikke, at de 140 gæster, der er inviteret til at fejre kærligheden mellem Charlotte Bøving og Christina Jørgensen, bliver snydt for en bryllupsfest.

De kan faktisk allerede nu sætte et nyt kryds i kalenderen 8. august.

»Vi har simpelthen været så heldige, så det er samme kirke, samme sted og samme præst. Nu har vi bare lidt længere tid til invitationerne, som faktisk ikke var nået ud endnu,« fortæller hun.

Vielsen finder sted i Varde Kirke, og festivitasen vil derefter løbe af stablen på Hotel Arnbjerg i samme by.

Parret blev forlovet i januar – blot små tre måneder efter, Charlotte Bøving havde kunnet afsløre, at hun var blevet skilt fra Pernille Lok.