Efter 12 år sammen gik skuespillerparret Channing Tatum og Jenna Dewan hver til sit i 2018. Først nu sætter førstnævnte ord på skilsmissen.

I et stort interview med Vanity Fair forklarer 'Magic Mike'-stjernen, at parret i »meget lang tid« arbejdede på forholdet, på trods af, at de begge var klar over, at de »på en eller anden måde var vokset fra hinanden«.

Channing Tatum fortæller, at der i parforholdet var store uenigheder om, hvordan tingene skulle være.

»Livet viste os klart og tydeligt, at vi to var alt for forskellige,« fortæller han.

Channing Tatum og Jenna Dewan dannede par fra 2006 til 2018. I 2009 blev de gift.
Channing Tatum og Jenna Dewan dannede par fra 2006 til 2018. I 2009 blev de gift. Foto: Chris Pizzello
Vis mere

I 2013 blev parret forældre til datteren Everly, og ifølge Channing Tatum var det netop rollen som forældre, der fremtvang beslutningen om at lade sig skille, da parrets forskelle for alvor blev tydelige.

»I begyndelsen var det meget frygtindgydende og skræmmende. Du ser dit liv vende om sin egen akse,« fortæller skuespilleren.

Imidlertid er han dog glad for at have fået oplevelsen med. Skilsmissen betød nemlig, at han måtte arbejde med sig selv og finde ud af, hvad han virkelig ville.

Efter bruddet med Jenna Dewan dannede Channing Tatum par med sangerinden Jessie J i halvandet år, og har siden fundet kærligheden i skuespillerinden Zoë Kravitz.

Hvorvidt der nogensinde igen kommer en ring på fingeren, har han dog sin tvivl om, beretter stjernen.

»Parforhold er svære for mig, selvom jeg typisk er monogam,« lyder det.