Det er tre år siden, at den canadiske sangerinde Céline Dion mistede sin mand, men nu føler hun sig 'stærkere end nogensinde'.
Det fortæller hun i et længere interview med People, hvor hun åbner op omkring den svære periode efter det tragiske dødsfald.
51-årige Céline Dion fortæller blandt andet, at hun aldrig har følt sig 'så smuk og stærk', som hun gør nu, men at tabet af hendes mand var hårdere, end man kunne forestille sig.
Verdensstjernens mand gennem mange år, René Angélil, havde i flere år kæmpet mod halskræft, men måtte som 73-årig se sig slået af den nådesløse sygdom.

»At se sin mand lide og dø langsomt ... Min mands død har været meget svær,« siger Céline Dion og fortsætter:
»Du forsøger at hjælpe personen, som du elsker højere end noget andet. Du ser tv-programmer med ham og får børnene ind for at sige godnat til deres far, men skal understrege, at de skal være forsigtige. Det går da, men man kan hele tiden mærke, at båden synker en smule.«
Réne Angélil nåede at få tre børn med sangerinden - en nu 18-årig søn samt to tvillingedrenge på nu otte år.
I forsøget på at holde båden oven vande så længe som muligt tog Céline Dion et år fri fra sine daglige optrædener på Caesar's Palace i Las Vegas.

Kort før Réne Angélils død i januar 2016 'tvang' han Céline Dion tilbage på scenen. Det var dog ikke let for superstjernen at optræde igen, da hun hver aften frygtede at komme hjem og finde ham død.
Hun fortæller endvidere, at hun aftenen før mandens død fik et opkald fra ham backstage, hvor han ønskede hende et godt show og fortalte hende, at han elskede hende. Morgenen efter var han død.
Og hvis hendes mands død ikke skulle være nok, måtte den 51-årige sangerinde også tackle tabet af sin bror, som døde blot to dage senere - også af kræft.
Ifølge Céline Dion er det parrets tre børn, som har gjort, at hun formåede at komme gennem dem svære periode. Derudover har dødsfaldet betydet, at hun er blevet nødt til selv at tage alle beslutninger, hvilket har tvunget hende til være stærk, og hun fortæller til People, at hun er stolt af, at hun 'er chefen nu'.

Céline Dion trak overskrifter verden over, da hun tidligere på året troppede op til et modeshow i Paris, fordi flere kritikere mente, at hun så 'usædvanligt tynd ud'.
Selv sangerindes yngre kollega Miley Cyrus satte spørgsmåltegn ved Celine Dions udseende og spurgte i et Twitter-opslag: 'Hvorfor er hun så tynd?'.
Da en journalist konfronterede Céline Dion med kritikken fra fans og medier, afviste hun den dog på stedet.
»Hvad nu, hvis jeg kan lide at være tynd. Hvad så? Jeg ønsker ikke at tale om det. Jeg er ligeglad. Lad være med at tage et billede. Hvis du kan lide, at jeg er tynd, så er jeg klar til at vise mig frem, hvis du ikke kan lide det, så lad mig være i fred,« svarede hun journalisten fra The Sun.