Lyt til artiklen

Det er nok ikke mange, der kan prale af at være blevet tatoveret på scenen til en Suspekt-koncert.

Men det kan Celina Friis.

For under søndagens Grøn Koncert i Valby, lå GO'NOVA-værten midt på scenen, mens hun fik tatoveret et citat fra en af Suspekts sange.

»Det kom sig af, at jeg havde hørt, at Suspekt havde en tatovør med sidst, de var på Tour, som tatoverede nogle fra deres crew på scenen. Jeg syntes, at det lød som en sjov idé, så da jeg interviewede dem til NOVA, snakkede vi om fan-tatoveringer og sjove minder fra Grøn Koncert. Så sagde jeg til dem, at jeg var lidt skuffet over, at de ikke havde en tatovør med i år, og så fik de jo nærmest julelys i øjnene og sagde, at det kunne de sagtens skaffe,« siger Celina Friis.

Og sådan blev aftalen stablet på benene.

Der var dog stadig et par dage til, at koncerten skulle afvikles, så inden da skulle ideen til tatoveringens udseende også gennemtænkes.

»Jeg sad to dage inden og drak noget vin med en veninde og stalkede deres sangtekster igennem. Jeg fandt så et, jeg syntes var sjovt og passede til mig. Mange af deres tekster er jo meget med eksploderende patter og alt muligt, hvor jeg tænkte, at det måske ikke lige passer til mig,« siger hun med et grin.

Derfor valgte hun citatet '10 af hver tak, 10 af hver slags' fra sangen 'Søndagsbarn' til stor glæde fra Suspekt og resten af hendes omgangskreds – undtaget én.

Her ses Celina Friis' nye tatovering.
Her ses Celina Friis' nye tatovering.
Vis mere

»Folk syntes, det var mega sjovt og fedt. Jeg fik nok lidt meget street-cred for det, men min far rystede lidt på hovedet ad mig,« siger hun og fortæller, at hun selv betalte for tatovøren.

»Han fik penge for sit arbejde, men det gjorde jeg gerne. Jeg synes, at det er et sjovt minde og historie – og at man har det hele på film, gør det jo endnu bedre.«

Det var Celina Friis' femte tatovering, men hun understreger, at hun ikke fortryder den.

»Nogle af reaktionerne har været, at den var større, end de lige havde forventet. Jeg kunne jo selv vælge størrelsen, men det blev en lidt hurtig beslutning, hvor jeg tænkte: 'Det ser skide godt ud, så sidder den i midten'.«

Og mon ikke også, at Suspekt med glæde vil lade sig interviewe af Celina Friis, næste gang de gæster GO'NOVA?