Ville du købe en ring, der minder dig om appelsinhuden på dine balder og strækmærkerne på din mave?
Det håber Cecilie Schmeichel, der netop er sprunget ud som designer af en smykkekollektion.

Smykkerne skal minde kvinder om, at de er smukke, selvom deres kroppe ikke er fejlfrie.
»Nogle synes, at former og strækmærker er negative og grimme, men som voksen kvinde har man diverse mærker på kroppen. Derfor skal organiske tryk på smykkerne ligne appelsinhud og strækmærker.«
Cecilie Schmeichel kalder sine egne strækmærker for 'roadmaps', fordi de viser, hvilke veje livet har ført hende.
Den 30-årige influencer, der har mere end 47.000 følgere på Instagram, er vant til at blive kontaktet af firmaer, der vil betale hende for at reklamere for deres produkter.

»Sammen med min agent har jeg lavet en plan for, hvad jeg vil opnå med mit talerør.«
Alligevel var hun ikke forberedt på det tilbud, hun fik fra smykkefirmaet Izabel Camille.
»Jeg havde ingen anelse om, hvad projektet var, da de inviterede mig til en snak og spurgte, om jeg ville designe en hel smykkeserie.«
Godt nok har hun haft kunst på A-niveau, da hun gik i skole i England, hvor hendes far, Peter Schmeichel, har spillet fodbold i Manchester United, men derudover har hun ingen erfaring fra designverdenen.
»Men jeg var ikke ét sekund i tvivl – heller ikke om, hvad seriens tema skulle være,« siger Cecilie Schmeichel.
Hun har samarbejdet tæt med Izabel Camille, der har produceret kollektionen.
»Jeg tegnede de første skitser, som de justerede. Derefter tegnede jeg om, før vi fik prøver hjem.«
Justeringerne var nødvendige, fortæller hun med et grin:

»Den første ring lignede en øldåse, så den måtte designes helt om …«
Samarbejdet har givet hende en ny selvsikkerhed.
»Det giver mig en følelse af anerkendelse, at nogen nu tager mig seriøs, at de ser, at der er værdi i mig, og at jeg er god nok. Det er vigtigt for mig, at folk gerne vil mig, selvom der er andre ting i spil, der kan påvirke min egen selvsikkerhed.«
Hele sit voksenliv har Cecilie Schmeichel kæmpet med elevatorvægt.
Jeg har altid kæmpet med at finde ud af, hvordan jeg er god nokCecilie Schmeichel
»Mange kvinder er kede af det, efter de har født og har fået appelsinhud, en numse, der er blevet fladere, bryster, der er blevet længere, og en mave, der er fuld af strækmærker. Min egen krop blev enormt anderledes, efter jeg fik børn. Mine fødder voksede et nummer – pr. barn. Der er så meget, man kan få dårlig selvtillid af, hvis man tillader det.«
Hun håber, at smykkerne er første skridt på en ny vej for hende.
»Det er ikke en ny karrierevej, men jeg udvikler på mit budskab om selvkærlighed og kunne godt tænke mig at designe tøj, der hylder curvy size-kvinder,« siger hun. De seneste dage har hun derfor været på modemesse for at opsøge nye mulige samarbejder.
Smykkekollektionen er ikke kun en mulighed for at tjene penge og profilere budskabet om bedre selvværd. Den er også et opgør med dårlige oplevelser, der er lagret i hendes egen psyke og selvværd.

Som barn og ung har hun alt for ofte hørt folk sige: 'Peter Schmeichel kan umuligt have en tyk datter.'
»Jeg blev mobbet hele mine barndom og har altid kæmpet med at finde ud af, hvordan jeg er god nok.«
I en alder af 30 år er hun nået frem til, at hun bliver nødt til at elske sig selv, uanset hvilken størrelse hendes krop har. Det skal smykkerne minde hende – og andre kvinder – om.
»Ens krop kan godt høre, når man taler grimt til den, så det handler om at blive stolt af sig selv. Det budskab er vigtigst for mig, for livet bliver lettere, hvis man accepterer tingene, som de er.«

