Cecilie Lassen om sin søn: Jeg er sådan lidt bange for ham


En smertefuld graviditet, en langvarig fødsel og en efterfølgende hård periode som forælder er alt sammen noget, den tidligere balletdanser Cecilie Lassen kan nikke genkendende til.
Efter en graviditet med blandt andet vand i kroppen, symfyse-smerter og bækkenløsning var fødslen af sønnen Alvin ikke den lykkelige fortælling, som mange forældre forventer.
Det fortæller Cecilie Lassen i podcasten 'To The Moon, Honey', hvor hun kommer ind på problemerne under graviditeten samt den hverdag, hun nu har med sin toårige søn, Alvin. En hverdag, hun endnu ikke vil kalde normal.
»Den er stadigvæk ikke helt normal, for det er stadigvæk rigtig svært for mig at være alene med ham. Jeg er sådan lidt bange for ham,« siger hun og fortsætter:
»Det må man ikke sige, men jeg har ikke været alene med ham, så jeg er bange for, at jeg ikke kender ham godt nok til at gøre det rigtige,« fortæller Cecilie Lassen.
Den 38-årige tidligere balletdanser, tv-dommer og skuespiller har tidligere fortalt om den hårde tid både under og efter sin graviditet. Cecilie Lassen fortæller videre i podcasten, at graviditeten startede ud som planlagt, men at hun i sjette måned fik vand i kroppen. Efterfølgende fik den tidligere balletdanser også bækkenløsning, der betød, at hun var sengeliggende frem til terminen.
Oveni det hele fik hun 'De Quervains'-syndrom, som er en seneskedebetændelse, der gjorde, at hun ikke kunne bruge sine hænder.
Heller ikke fødslen af sønnen Alvin forløb problemfrit. Fødslen strakte sig over to døgn med flere mislykkede epiduralblokader og en krop, der til sidst lukkede ned i ren udmattelse, inden Cecilie Lassen fik et kejsersnit.

Efter fødslen var hun stadigvæk ude af stand til at bruge sine hænder og gå selv, hvorfor Cecilie Lassens mand, musikeren Silas Bjerregaard kendt fra bandet Turboweekend, måtte tage sig af hele familien.
»Silas skulle tage min brystvorte og lægge den ind i munden på Alvin. Jeg kunne ikke skifte hans ble, jeg kunne ikke noget som helst fra starten,« fortæller Cecilie Lassen i podcasten.
Hun fortæller videre, at Silas Bjerregaard både måtte varetage rollen som far til en nyfødt baby og rollen som sygehjælper. Selv en opgave som at komme på toilettet måtte Cecilie Lassen have hjælp til.
Den megen tid, som Silas Bjerregaard var nødt til at bruge derhjemme, får betydning for hans band, som går i opløsning, blandt andet fordi han ikke har mulighed for at være så meget med i bandet.

Cecilie Lassen fortæller, at parret - inden bandet gik i opløsning i 2018 - var blevet foreslået at sende deres to måneder gamle søn i dagpleje, så Silas kunne komme tilbage på arbejde.
»Der taber jeg småkagerne,« husker Cecilie Lassen om situationen.
Hun ramler ind i en fødselsdepression, hvorefter ægtemanden Silas Bjerregaard får kontaktet en sundhedsplejerske, der efterfølgende kontakter familiens egen læge, så Cecilie Lassen kan få hjælp til at komme sig over depressionen.
»Jeg laver en aftale med lægen om, at jeg skal komme op til en samtale om den hjælp, jeg nu skal have. Men det er virkeligt svært at komme ud af døren, når du er dårligt gående og har en depression. Så jeg dukker ikke op,« fortæller Cecilie Lassen.
Hun fortæller videre, at det fik lægen til at troppe op på parrets adresse, hvor han forklarede, hvad smertesignaler kan gøre ved hjernen, og hvilken betydning det har, når man som i Cecilie Lassens tilfælde ikke er i stand til at tage ordentligt vare på sit eget barn, selv når det græder.
»Det var, som om den ærlighed flyttede ind derhjemme, og så kunne helingen også begynde i en eller anden grad af den mængde omsorg, som jeg havde brug for,« siger Cecilie Lassen i podcasten.
Siden da har den tidligere balletdanser fået det bedre. Selvom hun stadig har problemer med hænderne, fortæller hun, at hendes sind forbedres i takt med, at hendes krop får det bedre. Alligevel har hun altså endnu ikke en hverdag med Alvin, som hun vil kalde for normal.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Cecilie Lassen, men det har ikke været muligt.