2. marts 2019.

Det er en dato, som forandrede Cecilie Hothers liv.

Det var nemlig denne dag, hvor den 42-årige tv-vært måtte føde sin døde søn, Karl, som var gået bort seks måneder inde i hendes graviditet.

Da Cecilie Hother efterfølgende åbnede op for sin store sorg på sociale medier, var det dog ikke kun forstående og støttende beskeder, hun mødte.

Det var også deciderede hadbeskeder. Det fortæller hun til Alt for damerne.

'Hvornår rejser du dig? Vi er mange, der er så trætte af, at du igen og igen henvender dig til pressen for at få omtale på grund af et mistet barn, der end ikke var blevet født,' skrev en person for eksempel og fortsatte:

'Du har været mere end heldig med hensyn til dit job på TV 2. Man kan kun gisne om, hvordan du er blevet ansat. En høj IQ har bestemt ikke været et krav. Men måske Peter Tanev har en finger – eller mere end det – med i spillet? Jeg håber, at vi får fred for al din ynk, når dit næste barn kommer til verden.'

Cecilie Hother fortæller til Alt for damerne, at hendes søns død var første gang, hun for alvor delte noget virkelig personligt på sociale medier.

Cecilie Hother.
Cecilie Hother. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor ramte det hende ekstremt hårdt, da de voldsomme beskeder tikkede ind.

»Nogle skrev, at de ikke gad høre mere på det, at så meget kunne man ikke tude over et dødt barn, at han nok havde det bedre et andet sted og mange andre ting,« siger hun til magasinet og fortsætter:

»Derfor lavede jeg et opslag, hvor jeg frabad mig negative kommentarer og skrev, at hvis folk ikke havde noget positivt at bidrage med, ville jeg gerne være fri for at høre det. Det opslag var åbenbart at hælde benzin på bålet, for da fik jeg for alvor nogle grimme ting at vide, mine børn fik grimme ting at vide, og min mand fik nogle grimme ting at vide.«

I kølvandet på oplevelsen har Cecilie Hother nu valgt at lave et såkaldt manifest med retningslinjer om, hvordan man skal opføre sig på sociale medier.

Tv-værten håber, at folk vil skrive under på manifestet og på den måde være med til at udbrede den gode tone.

'Jeg har lavet manifestet, fordi tonen på SoMe er blevet tiltagende grimmere og grimmere. Og det er NOK NU. Alle behøver ikke at kunne lide hinanden, men vi skal respektere hinanden!', skriver hun i et opslag på Instagram, hvor hun forklarer manifestet.

Hele opslaget kan ses herunder: