Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det har ikke været nogen nem beslutning at stoppe på TV 2.

Det fortæller vejrvært Cecilie Hother, der snart har sin sidste udsendelse som fastansat.

»Det er også sørgmodigt. Det er der ingen tvivl om, for arbejdet er fantastisk, og jeg elsker det. Det er lidt en meget, meget ambivalent følelse. Det er sgu svært,« lyder det fra den populære tv-vært, der er mødt op til gallapremieren på 'Top Gun: Maverick' i København, hvor B.T. spørger hende, om hun er glad for, at hun snart skal stoppe.

Det var nemlig Hother selv, der i februar meddelte, at hun havde valgt at stoppe for at kunne bruge mere tid til sine børn.

Og selvom hun glæder sig til at tilbringe mere tid med toårige Aksel og femårige Elinor, så er det alligevel svært at sige farvel til den tv-station, hvor hun har været i knap 14 år – kun med en lille afstikker til DR.

»På den ene side glæder jeg mig til at være hjemme ved ungerne og putte dem og nusse dem, og jeg har en lille pige, som lige er begyndt i skole – men så på den anden side, så er alt det, jeg har lavet i så mange år, og som jeg virkelig elsker, det skal jeg jo så…,« lyder det fra Hother, der så stopper sig selv og tilføjer, at hun jo egentlig ikke skal vinke helt farvel til tv-verdenen.

Hun skal nemlig stadig arbejde freelance.

»Men jeg kan vælge tiden mere selv. Og det er jo dejligt.«

Når Hother har sidste arbejdsdag som fastansat på TV 2 i slutningen af maj, så kan hun se frem til en sommerferie, der også byder på et byggeprojekt.

Sammen med sin mand, Thomas Gregers Honoré, har hun nemlig tidligere på året købt et lyserødt hus – et dødsbo – i sydfranske Provence, og det skal sættes i stand.

Sommerferien går derfor til Sydfrankrig:

»Vi har ikke fået byggetilladelse endnu. Så nu lapper vi på det, og så bruger vi sommeren dernede, og så mærker vi, hvordan det er. Så må vi se, når vi får byggetilladelse og laver den helt store renovering, hvordan det så kommer til at være,« siger hun og tilføjer:

»Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver skønt.«