Tilbage i september annoncerede Christopher og Cecilie Haugaard, at de skal være forældre for første gang.

Det gjorde parret i en humoristisk video på Instagram, hvor de sang med på Justin Biebers gennembrudshit, der har den afslørende titel 'Baby'.

Siden da har hverken Christopher eller Cecilie Haugaard delt synderligt mange detaljer om den kommende familieforøgelse, men nu tager sidstnævnte bladet fra munden. Det gør hun i det seneste afsnit af podcasten 'Anden til Venstre'.

Her fortæller hun blandt andet, at de glæder sig »vildt meget«, men hun løfter også sløret for nogle af sine usikkerheder omkring livet som forælder, fordi både hun og Christopher er mennesker med megen fart over feltet.

Sangeren Christopher med kæresten Cecilie Haugaard (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2014)
Sangeren Christopher med kæresten Cecilie Haugaard (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2014) Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Selv om jeg siger, at vi selvfølgelig stadig skal ud og opleve ting, så er jeg bevidst om, at jeg det første år vil være bænket til rutinen og rollen som mor, og jeg er bestemt ikke et rutinemenneske, så det kan jeg godt frygte lidt,« siger hun og fortsætter:

»Han skal stadig ud, så jeg kan godt være bange for, at jeg kommer til at sidde med den følelse, at jeg er fanget. Og jeg gider virkelig ikke at blive den der sure, dominante type, der bare siger: 'Du skal være hjemme,' og 'du skal også tage noget af læsset'.«

I programmet pointerer Cecilie Haugaard, at hun stoler på, at både hun selv og Christopher vokser med opgaven, men at hun alligevel har en lille frygt, fordi Christoper er en »drengerøv«.

»Han er ikke ligefrem den huslige type eller vanvittig praktisk. Han glemmer ting og er god til at rode. Ting, som ikke gør så meget i det liv, vi lever nu,« fortæller hun og siger, at hun håber, at Christopher, når barnet kommer, vil være god til at se, hvad hun mangler og har brug for, så hun ikke selv skal være efter ham.

»Jeg er ikke perfektionist, men jeg er stadig en kvinde, der vil have, det spiller, så jeg håber, han tager ansvaret til sig og begynder at se de ting lige så meget, som jeg gør, så det ikke bliver mig, der skal gøre det, for at det bliver gjort.«

Herunder kan du se den sjove video, som Christopher og Cecilie Hauaard delte, da de annoncerede graviditeten.