Den profilerede tv-vært Cecilie Frøkjær har landet et nyt job. Fra foråret 2019 skal hun slå sine folder som producer og vært for podcasts hos bogtjenesten Storytel, hvor iværksætteren Morten Strunge sidder i bestyrelsen.

I dag får man lydbøger og e-bøger som abonnent på Storytel. Det skal udvides med podcasts.

'Jeg er utrolig glad for at få mulighed for at samarbejde med Storytel. Fortællinger og litteratur har i mange år fyldt meget i mit liv og ikke mindst i mit arbejdsliv,' siger Cecilie Frøkjær i pressemeddelelsen, hvor hun også giver udtryk for, at hun glæder sig til udforske lydbøgernes verden.

Hun har tidligere udgivet interviewbøger med Jane Aamund og Lise Nørgaard med stor succes.

Iværksætteren Morten Strunge har tidligere stået bag Onfone, Mofibo og Plenti. Han er del af bestyrelsen i Storytel.
Iværksætteren Morten Strunge har tidligere stået bag Onfone, Mofibo og Plenti. Han er del af bestyrelsen i Storytel. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

Det er blandt andet de udgivelser, der har fået Storytel til at kigge hendes vej.

»Gennem en imponerende karriere har Cecilie Frøkjær bevist, at hun er en af de dygtigste interviewere,« udtaler Claus Wamsler-Nielsen, landechef i Storytel, og uddyber:

»Hun formidler med en lethed og folkelighed og med en blændende evne til også at få andre til at fortælle historier. Hun er en skarp håndværker med en stærk faglighed.«

Cecilie Frøkjær vil fortsat løse opgaver for TV2, hvor hun blandt andet var vært for 'Go' morgen Danmark' og 'Go' aften Danmark' fra 1996 til 2014.