Cecilie Beck kommer både til at miste to gode veninder, nogle at bade i al sin omsorg og nærmest selve meningen med livet, når hendes døtre på 18 og 23 snart flytter hjemmefra og efterlader hende alene i lejligheden på Vesterbro.

Lige nu har hun dem på lånt tid. Frida er netop blevet student, og Astrid er flyttet hjem et par måneder for at spare penge sammen, inden hun efter sommerferien flytter til Ebeltoft for at gå på filmhøjskolen. Og det tvinger nyhedsværten til at redefinere sig selv, fortæller hun.

»Hvis jeg har fri, hvorfor skulle jeg så stå op? Det ved man udmærket, når man får børn – det er slet ikke et spørgsmål. Men når Frida er flyttet hjemmefra, så kan jeg da godt komme til at ligge i sengen på en fridag og tænke: 'Hvorfor skal jeg egentlig stå op?' Nu skal jeg selv hælde det indhold i mit liv, som mine børn plejer at fylde på. Jeg har en masse ting, jeg kan foretage mig – det er ikke det – men det er bare en helt anden situation,« siger Cecilie Beck, der fylder 50 i år.

»Det er svært. Rollen som mor har fyldt rigtig meget i mit liv, siden jeg var 25. Så jeg skal lige finde ud af, hvad jeg skal bruge al den tid og omsorg på. Det er ikke nemt. Når man er først i 20'erne, så kan man godt have det store spørgsmål om, hvad meningen med livet er. Men når man så får børn...,« siger hun og knipser.

»Det er jo bare en trylleformular. Så kigger man på dem, og så er de meningen. Men så kommer de store spørgsmål sgu tilbage igen, når de flytter hjemmefra.«

Cecilie Beck blev for fire år siden skilt fra TV 2's udenrigskorrespondent Rasmus Tantholdt og har ikke siden haft et kæmpe behov for at blive 'nogens kæreste'. Men når hun snart heller ikke er 'nogens mor' på samme intense måde, som hun plejer, må hun lede efter nogle andre, hun kan bade i sin overflod af omsorg.

»Jeg må bare presse dem til at få nogle børnebørn i en hulens fart, så jeg har den rolle at gå ind i,« griner Cecilie Beck, der har sine to børn med eksmanden Carsten Lassen.

Da Frida tog hul på sit sidste år på gymnasiet, valgte Cecilie Beck at gå på nedsat tid hos TV 2. Hun ville gerne nyde det sidste år med sin yngste datter og suge så meget kvalitetstid til sig, som hun overhovedet kunne komme i nærheden af.

Hun syntes, hun havde været for meget væk om aftenen. Mens begge piger boede hjemme, hyggede de sig med at være alene i den store lejlighed, men da Astrid flyttede hjemmefra, måtte Frida lave mad til sig selv 12 aftener om måneden, og det blev for voldsomt, erkender Cecilie Beck.

»Der var blandt andet et folketingsvalg, hvor Frida var ked af det, fordi hun syntes, jeg var væk hele tiden. Og det var jeg også, men det har været faser. Så hvis du spørger dem, om jeg generelt har været nærværende og til stede, så ved jeg, de vil sige ja. Hånden på hjertet.«

Cecilie Beck gør en dyd ud af at lade sine døtre tage ansvar for deres egne beslutninger. De får en høj grad af frihed, men så bliver de også kvalt i kærlighed og moderlige råd, når de søger dem.

»Siden de gik i 8. klasse, har jeg ikke blandet mig i, hvornår de kommer hjem. Hvis du hele tiden sætter grænser for dem, så finder de den ikke selv. Og det er jo gået rigtig godt. Jeg har lagt vægt på, at de kan betro sig til mig, så jeg har god kontakt med, hvad der foregår i deres liv. Og så længe, de har styr på det hele, så ser jeg ingen grund til ikke at give dem ansvaret,« siger hun.

»Jeg har også været en veninde for dem, og det kan man have sine betænkeligheder ved. Men nu, hvor de er blevet voksne, har jeg talt med dem om det, og de har ikke oplevet det som et problem. Tværtimod. Men det er vigtigt, jeg først og fremmest er mor, og den grænse er svær at finde, så jeg har da helt sikkert delt ting med dem, hvor de har tænkt: 'Wow, det har jeg ikke lyst til at vide, mor', men omvendt har de jo også fortalt ting, som jeg egentlig ikke havde lyst til at høre om,« siger hun og slår en stor latter op.

Hun går også i byen med dem. Mest den ældste, Astrid, der både har været med sin mor til den københavnske gadefestival Distortion og på klubbernes dansegulve.

»Det er der sikkert nogle, der vil synes, er grænseoverskridende. Men det synes jeg, er okay, for jeg ville jo ikke gøre det, hvis de ikke selv syntes, det var fedt,« siger Cecilie Beck.