TV 2 Nyhederne-værten Cecilie Beck har et meget tæt forhold til sin 19-årige datter Frida.
Nu er Frida flyttet hjemmefra – på en måde i hvert fald. Hun er flyttet ind i samme opgang som sin mor.
Og mor og datter tilbringer endnu mere tid sammen.
»Vi har nogle gange snakket om, fordi vi ses så meget i gadebilledet, at folk på Vesterbro nok kalder min datter 'hende der den underlige, der altid er sammen med sin mor',« siger Cecilie Beck, da B.T. møder hende til Zulu Comedy Galla.
Her er Frida Beck også med, og hun bekræfter det tætte forhold.
»Vi er sammen hele tiden,« siger hun.
Mor og datter går tit ud sammen -–både i butikker og i byen.
»Vi går ned i genbrugsbutikken på Istedgade og kigger. Det er helt vildt fedt. For mig i hvert fald,« siger Cecilie Beck.
Det er også gode til at lave mad sammen.
»Jeg tror virkelig, vi bruger mere tid sammen nu, end vi gjorde, da vi boede sammen,« siger Beck.
Det er ganske kort tid siden, Frida flyttede hjemme fra.
»Jeg har været meget optaget af at indrette min lejlighed efter mine døtre er flyttet hjemmefra. Jeg har fået noget ekstra space. Det er noget med at tapesere og købe møbler,« fortæller TV 2-værten.
Cecilie Beck er dog klar over, at hun nok ikke havde været så heldig, hvis hun boede længere væk fra København.
»Det kan godt være, at hvis vi havde boet på den ydre side af Lejre, så havde du haft det lidt anderledes. Men nu bor vi sådan -–for ungdommen – et rimeligt godt sted. Jeg tror også, det hænger sammen med det. Selvom jeg selvfølgelig også er pissesjov. Og det er jeg,« siger hun.
Frida og Cecilie er da heller ikke i tvivl, når de bliver spurgt, om de er veninder.
»Vi er veninder. Vi har samme humor. Det er nemt at være sammen,« siger Frida Beck til B.T.



