Siden 2005 har Casper Christensen og Frank Hvam fået danskerne til at krumme tæer, når de foldede hverdags-pinligheder ud i 'Klovn.'

For tiden er komikerparret i færd med at optage 11. sæson af den folkekære TV-serie, men det kan godt være, at det bliver den sidste af slagsen.

I hvert fald, hvis man skal tro på, hvad en af medskaberne Casper Christensen skriver i den seneste udgave af sit nyhedsbrev CC CLUB.

»Det er det sidste afsnit, vi optager, måske nogensinde,« skriver han i nyhedsbrevet og fortsætter:

»Så det er ganske særligt at være samlet og bo sammen med Klovn-holdet for denne finale.«

Det ser også ud til, at man kan forvente et 'Klovn'-afsnit, der finder sted under varmere himmelstrøg end de danske.

I nyhedsbrevet fremgår det nemlig, at det sidste afsnit i 11. sæson indspilles i Portugal, hvor  Casper Christensen lige nu befinder sig.

Ifølge ham, er der også god grund til at glæde sig til det, der måske bliver den sidste sæson af 'Klovn' nogensinde. 

»Det bliver en super sæson 11 med masser af vilde og nye drejninger og pinligheder og med et par gæsteskuespillere, som virkelig giver sæson 11 noget unikt,« skriver Casper Christensen.