I starten af juni måtte Casper Christensen og Frank Hvam love kvajebajere til deres publikium, da de meddelte, at premieren på deres two-man show 'Nu som mennesker' måtte udskydes fra 1. september til 6. oktober. Bt.dk ringede til Casper Christensen midt i skriveriet for at høre, om de når at blive færdige. Og om forholdet til Jarl Friis-Mikkelsens datter.

Da I udskød premieren, lovede I, at der ikke ville komme flere udskydelser. Kan I nå det til deadline?

- Ja for fanden da!

Hvor langt er I?

- Vi er langt. Vi er rigtig langt. Jeg sidder faktisk og skriver på det lige nu.

Hvad kan vi forvente?

- Hvad skal man sige? Det er jo et standup comedy show. Du kan forvente at grine. 

I nævnte i starten af juni, at i også vil spille på instrumenter? At I både vil spille på saxofon og el-orgel. Du skulle have spillet lidt saxofon, da du var yngre.

- Ja det er rigtig. Jeg har skrevet to sange.

Hvad handler de om?

- Det vil jeg sgu da ikke afsløre nu. Jeg har skrevet to sange, og Frank har skrevet én foreløbig. Det er jo ikke et sangshow, men vi har krydret det lidt med. Altså vi er jo ikke sangere, men der er noget meget sjovt i det, vi synger, synes jeg.

Planen er stadig, at I er klar til premieren 6. oktober?

- 100 %

Så skulle jeg spørge, om du og din assistent Isabel Friis-Mikkelsen er blevet kærester siden sidst?

- Hahahaha. Det daglige spørgsmål. Jeg vil sige, der er ikke noget nyt i udviklingen. Jeg sender simpelthen en pressemeddelelse ud, når der sker noget, så er alle informeret. Det er det nemmeste.