Veganske og vegetarmåltidskasser til danskerne gennem Simple Feast blev ingen succes.

Firmaet er gået konkurs.

Boet er endnu ikke færdig opgjort, men indtil videre er der anmeldt en gæld på knap 154 millioner kroner, skriver Ekstra Bladet.

I det astronomiske beløb findes den danske komiker Casper Christensens investering også – og den regner han bestemt ikke med at få retur.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg kan sige, at jeg ikke regner med at få pengene tilbage. Sådan er det,« lyder det fra 'Klovn'-skaberen.

Casper Christensen ønsker ikke at oplyse det præcise beløb, han har mistet.

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men det er en del penge,«

Hvor mange penge er 'en del penge'?

»Det kommer jo an på, hvem man er, men jeg vil sige, at for mig er det en del penge,« fortæller han.

For seks måneder siden besluttede Casper Christensen at trække sig ud af firmaet, som han ellers havde været det kendte ansigt på.

Han vil derfor ikke svare på, hvad han tænker, der er gået galt med selskabet.

»Det har ikke noget med mig at gøre, og jeg er helt ude af det,« lyder det.

Men i kraft af din rolle i firmaet har du så haft et ansvar for, hvordan det er gået?

»Det kan jeg ikke svare på. Jeg er helt ude af det.«

Men han har hele vejen igennem troet på projektet, fortæller han.

»Jeg er ked af, at det ikke lykkedes, som det var tænkt. Det er et fantastisk projekt. I forhold til min investering kan jeg bare sige, at sådan er det jo en gang imellem med investeringer. Så forsvinder de.«

Selskabets stiftere, Jakob Jønck og Thomas Ambus, har ud over investeringer fra privatpersoner også fået et tocifret millionbeløb af statens investeringsfond, Vækstfonden, til det veganske projekt.

Simple Feast har en gæld på 375 millioner kroner til moderselskabet, der indtil videre ikke har gjort grav på pengene.

Hvad den samlede gæld for konkursen ender på, er endnu usikker, da flere parter kan nå at rejse krav mod selskabet.